Hafnia fik has på sin plageånd fra sidste sæson, Lyngby FF, da amagerkanerne sejrede 6-2 i egen hule.
Opgørene mod Lyngby er typisk tætte og dramatiske, og selvom Hafnia normalt plejer at have overtaget, havde man revanche til gode søndag formiddag efter at have tabt de seneste to indbyrdes opgør (sidste sæson).
Og Lyngby startede da også bedst og havde mange halvgode tilbud, inden Jeppe Trier, der var tilbage i startopstillingen, udnyttede fornemt spil fra kædekammeraterne i den nyudnævnte 2. kæde til at sikre hjemmeholdet føringen. Samme kæde voldte kort efter på ny udeholdet problemer, og denne gang var det brormand Frede, der fandt målmaskerne, hvorved han fortsatte sin gode personlige statistik mod Lyngby. Målene gav Hafnia ro, men at Lyngby slet ikke fik scoret i den indledende periode var mere et udslag af held end dygtighed, og det brændte for alvor på i undertal mod periodens afslutning, hvor især Mostrup og fiskeglade Meyer kom holdet til undsætning.
2. periode var kun lige gået i gang, da dagens dommerpar gav Lyngby et frislag i en farlig position, og den skudstærke Kim Meng knaldede stensikkert bolden i kassen til reducering. I det hele taget gik rigtig mange dommerkendelser Hafnia imod – navnlig i denne periode, hvor frustrationerne på et tidspunkt var ved at tage over. Heldigvis meldte 1. kæden sig på banen, da der var brug for det, og Hvims scorede stensikkert på en first-timer i slottet, efter Bølle fornemt havde lagt bolden videre med baghånden i luften. Lyngby gav sig dog ikke, og udeholdet udnyttede kynisk chancen til at reducere, da Nørhave sad i udvisningsboksen. Hafnia svarede dog igen, da Jeppe frækt trak bag om kassen og sendte bolden i mål via målmandens ryg. Helt utroligt opfattede dommeren placeret kun 2 meter væk ikke, at bolden var i mål. Målmandens resignerende udtryk sammenholdt med Hafnia-jubel og ikke mindst det faktum, at keeperen diskret fiskede bolden ud af maskerne bag sin ryg, havde nok fået alarmlamperne til at blinke hos selv plejehjemmets mest svagtseende 99-årige, men ikke hos dagens dommer, der blot vinkede afværgende. Selv Lyngby-spillerne gav udtryk for, at bolden klart var over stregen (efterfølgende forstås).
Hermed endte der faktisk med at indtræde 20 minutters scoringsløs – men højintens – floorball, hvor holdene skiftevis angreb efter bedste evne. I den afsluttende periodes begyndelse førte dette til en kæmpechance til udeholdet, da en 2 mod 1-situation gav Kim Meng en direktør ved bageste stolpe, men i stedet for at udligne sendte han bolden mellem Møller (indskiftet for Meyer) og den fjerneste stolpe – og således på tværs af et gabende tomt mål. En dyr afbrænder for Lyngby, da Møller kort efter præsterede et fantastisk udkast til Bølle for anden kamp i træk, men modsat Vanløse-kampen trak Lyngby i nødbremsen med verdens mest oplagte straffeslag til følge. Helt unødvendigt brokkede Lyngby-anfører Johnny Løvhøj sig tillige til en udvisning, hvorved han kun gjorde ondt værre for sit hold. Heldigvis for Hafnia var topscorer Bølle, som man desværre nu må undvære helt indtil en gang i det nye år som følge af en planlagt operation, iskold, og 4-2 var en realitet. Brødrene Trier fuldendte en perfekt dag for 2. kæden med yderligere en scoring hver – den ene flottere end den anden!
6-2 sejren sender Hafnia til tops i 1. division, efter duksepladsen kortvarigt var udlånt til Rungsted-Hørsholm, som Hafnia netop møder næste gang.
Hafnia FC – Lyngby FF 6-2 (2-0, 1-2, 3-0)
1. 09:40 1-0 Jeppe V. Trier (Peter Steen Jensen)
1. 14:00 2-0 Frederik Trier Møller (Jeppe V. Trier)
1. 17:56 U2 Rasmus Enevoldsen, Hafnia
2. 01:35 2-1 Kim Meng (Tim Ingermann)
2. 03:10 3-1 Thomas Hvims (Rasmus Enevoldsen)
2. 07:14 U2 Kristian Nørhave, Hafnia
2. 08:12 3-2 Nicolas Butler (Patrick Kisbye) PP
3. 11:40 4-2 Rasmus Enevoldsen (straffeslag)
3. 11:40 U2 Johnny Løvhøj, Lyngby
3. 14:49 5-2 Jeppe V. Trier (Kristian Kirk)
3. 14:49 Timeout, Lyngby
3. 17:53 6-2 Frederik Trier Møller (uass.)
MOM:
Jeppe V. Trier
OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2016/17