Bedst som man kunne begynde at tale om krise efter tre uvante nederlag i træk, herunder to bitre af slagsen i overtime, stemplede Hafnia lørdag på ny ind i topstriden i 1. division!
Mindre end 48 timer efter torsdagens nederlag i Allerød var Hafnia igen i ilden mod Odense i et historisk opgør, idet de to klubber aldrig tidligere havde mødt hinanden. Begge klubber startede sæsonen i suveræn stil: Hafnia med 6 sejre i træk, mens Odense vandt de første 4, men siden har formnedgangen hos begge mandskaber været til at føle på. Med et tæt felt i toppen af rækken skulle begge hold derfor bruge en sejr.
Hjemmeholdet startede som lyn og torden med to mål i kampens absolutte indledning. Mens Jesper Schow kunne score på kampens første afslutning, kunne tjekkiske Ondrej Ceska sætte 2-0-scoringen ind fra distancen, efter fødselsdagsbarnet, Jonas Palm, havde udvist overblik. Det var en åbning på opgøret, hvor Hafnia meget let kom frem til chancer, og man kan nok ikke helt sige sig fri for, at det lignende, at Odense var i risiko for en gedigen øretæve, men det billede ændrede sig hurtigt med to Odense-mål på lige så mange muligheder. Ikke at det ændrede på Hafnias tilgang, og da Odense fik en mand i udvisningsboksen midtvejs i perioden, vejrede amagerkanerne morgenluft. Overtalsspillet har været en del af historien om Hafnias scoringsproblemer denne sæson, men denne weekend var der en plan, og lad det bare være afsløret allerede på forhånd: Der var power i powerplay’et på dagen! Ved denne første lejlighed lignede det længe ikke, at det skulle lykkes trods flere gode tilbud, men netop som sekunderne var ved at rinde ud, tog Schow ansvar og scorede fortjent til 3-2. Endnu bedre blev det, da Alex Jensen, som var vendt tilbage fra floorball-pensionen for at assistere Hafnia i det tætte program, gjorde det til 4-2 efter smuk pasning fra hjørnet af kaptajn Philippe Nielsen, der har været alt for lidt involveret i målscoringen denne sæson (det vil han også selv mene). Odense ville dog ikke stå tilbage for værterne, og deres bedste spiller, Jeppe Nygaard, halverede forspringet, inden Odense på ny fik en udvisning. Denne gang skulle Schow kun bruge 30 sekunder af overtallet på genskabe 2-målsføringen. Ligesom i fodbold er det dog den farligste føring, og selvom der på dette tidspunkt kun var et par minutter tilbage af perioden, formåede Odense at sætte to scoringer på tavlen til den uhørte stilling 5-5 efter kun 20 minutters floorball!
2. periode havde egentlig nogenlunde samme karakter, men Hafnias forsvar stod langt bedre, og det blev afgørende. Kimen til sæsonens bedste periode so far blev lagt allerede i første minut, da Odense igen måtte betale prisen for at forbryde sig mod reglementet. For tredje gang ud af tre muligheder skuffede overtalsspillet ikke, da den anden fødselar på dagen (ja, den er god nok), Christian Mostrup, tog sagen i egen hånd, da Odense klogt nok forsøgte at lukke Schow ned, og fra sin dybe position på kanten trak ind i banen og serverede kuglen for Palm, der var usvigelig sikker, hvorved der var tale om et rent fødselsdagsmål (what are the odds!?). Henset til kampforløbet hidtil kæmpede Hafnia hårdt for at udbygge, og det skete ved kaptajnens stav omtrent halvvejs i perioden, 7-5. Herefter viste “special teams” sig igen uhyre vigtigt, da Hafnias undertalsspil overlevede 2 minutter. Det føltes derfor som et muligt kampafgørende øjeblik, da Thomas Hviid kun et minut efter udvisningens udløb kunne øge føringen til 3 mål for første gang – og havde man ikke en god fornemmelse dér, fik man det kort efter, da det både blev 9- og 10-5 ved først Alex Jensen og siden Ceska, der fra hjørnet sled sig ind i målfeltet og på en eller anden mål fandt netmaskerne.
Det burde ikke kunne gå galt i den sidste periode – og det gjorde det heller ikke. Odense spillede ikke med samme energi længere, men Hafnia mistede omvendt kvaliteten og skarpheden foran mål, og derfor lignede det længe, at perioden skulle forblive målløs. Også fordi Odense igen skød med løst krudt, da en mulighed i overtal bød sig. Mod kampens afslutning blev intensiteten igen lidt højere, og det lignede den noget nær perfekte afslutning på kampen, da den tidligere Odense-spiller, Andreas Vilhelmsen, var meget tæt på at score. I stedet var det imidlertid Odense, der fik lov til at pynte på resultatet i de døende sekunder, og derved viste måltavlen 10-6, da hornet i hallen gik.
En vigtig sejr for Danmarks vel nok bedste “oldboys-mandskab”, som fortsat nægter at spille mod jævnaldrende. Det vil dog kræve en del flere sejre, hvis man skal kunne holde trit med Greve, Vallensbæk og Rungsted-Hørsholm i topstriden i det, der tegner til at blive et sindssygt tæt kapløb om førstepladsen herfra og frem mod april.
Hafnia FC – Odense FK 10-6 (5-5, 5-0, 0-1)
1. 00:22 1-0 Jesper Schow (uass.)
1. 01:19 2-0 Ondrej Ceska (Jonas Palm)
1. 07:01 2-1 Nicolai Nørup (Jeppe Nygaard)
1. 08:13 2-2 Jeppe Nygaard (Rasmus Loft Petersen)
1. 10:38 U2 Nicolai Nørup, Odense
1. 12:38 3-2 Jesper Schow (Ole Tougaard) PP
1. 14:44 4-2 Alex Jensen (Philippe Nielsen)
1. 17:00 4-3 Jeppe Nygaard (Thomas Haugaard)
1. 17:22 U2 Mathias B. Danielsen, Odense
1. 17:53 5-3 Jesper Schow (Ole Tougaard) PP
1. 18:55 5-4 Morten Haagen Kirsch (Rasmus Loft Petersen)
1. 19:48 5-5 Rasmus Loft Petersen (Mathias B. Danielsen)
2. 00:30 U2 Tomas Gergel, Odense
2. 01:46 6-5 Jonas Palm (Christian Mostrup) PP
2. 08:19 7-5 Philippe Nielsen (Alex Jensen)
2. 10:11 U2 Kristian Kirk, Hafnia
2. 13:28 8-5 Thomas Hviid (Jonas Palm)
2. 14:38 9-5 Alex Jensen (Jesper Schow)
2. 15:14 10-5 Ondrej Ceska (Ole Tougaard)
3. 07:25 U2 Ole Tougaard, Hafnia
3. 19:32 10-6 Rasmus Loft Petersen (Jeppe Nygaard)
MOM:
Ondrej Ceska
OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2025/26
STILLINGEN: 1. division