Man skal stå tidligt op, hvis man vil følge med Frederikshavn Blackhawks på en floorballbane, og som sagt så gjort. Tropperne var således indkaldt til afgang kl. 5.50 på Hovedbanegården. Desværre var træner Liv ramt af sygdom, men heldigvis kunne Thøger træde til og tage med på den lange rejse mod det nordjyske.
Vi ankom i god tid i Arena Nord og blev lige så stille akklimatiseret og indstillet på at nu gjaldt det floorball i højt tempo med fokus på spilleglæde, fight og ikke mindst forsvar.
I lighed med sidste kamp havde Frederikshavn bolden i størstedelen af kampen, men det var også tydeligt som kampen skred frem, at vi ikke ville nøjes med tilfældige kontraangreb, men at vi også kunne byde ind med etablerede opspil med afslutninger på mål.
Første periode ender dog 2-0 med første scoring efter 7 minutter og 45 sekunder.
Anden periode blev helt klart den bedste periode fra vores hånd. Her formåede vi at presse og stresse Frederikshavn så de kun passerede forsvaret én gang med en lidt tilfældig scoring. Det blev også perioden, hvor vi fik reduceret, da Sofie udførte et perfekt straffeslag og periodecifrene var derfor 1-1.
Vi formåede at holde stillingen 3-1 helt hen til 5 minutter før slutfløjtet, og inden da havde vi været meget tæt på at få reduceret til 3-2, i et PP, men skarpheden og heldet manglede. Det blev også meget tydeligt i vores PP, at der trods alt var klasseforskel på de to hold. Frederikshavn havde stor succes med bare at spille bolden rundt. Selvom vi jagtede boldholderen med to spillere, spillede de uden om os uden store vanskeligheder.
I de døende minutter satsede vi hele butikken, og det fik konsekvenser i den anden ende og Frederikshavn scorede således 2 mål inden for de sidste fem minutter. Resultatet blev dermed 5-1 til Frederikshavn Blackhawks. En stor tak til Jesper Thøgersen, som ofrede sin lørdag på at guide os sikkert gennem DK og gennem kampen.
5-1 (2-0, 1-1, 2-0)
Det var det, turneringssæsonen er slut for Hafnias ligadamer. En alt i alt godkendt sæson, hvor målet om at nå slutspillet blev nået. Der er blevet bygget flere lag på holdet i gennem sæsonen – bl.a. et nyt forsvarssystem. Vi er spændte på hvilke nye lag den kommende sæson byder på.
Nu venter et par stille måneder inden det går løs til MBC i maj.
Endelig pointliste for 2013/14