D1: Det var ikke kønt, men vi vandt

Michael Møller -

Vi ved det jo godt. Det er altid svært at spille mod Vallensbæk. De er løbestærke, kæmper hårdt og så skyder de på alt hvad der bevæger sig. Alligevel bliver vi gang på gang overrasket over deres spil, og kampene bliver unødigt tætte og svære at spille.

Vi var hårdt ramt på afbudssiden til denne kamp, det er åbenbart ikke så attraktivt at spille mod Vallensbæk, for antallet var nogenlunde det samme da vi spillede mod dem sidste gang.

På trods af en rodet start, hvor vi var flere skridt bagud, og ofte gjorde det sværere for os selv end nødvendigt var, fik Ida skabt lidt ro da hun scorede til 0-1. Målet kom i stand ved at Malene erobrede bolden højt oppe og fandt en fremadstormende Ida midt op i banen. Ida prøvede først med et skud udefra, som keeperen dog halvreddede. Ida opsnappede returen efter et flot spring henover keeperen og scorede til 0-1. Desværre blev roen afløst af passivitet og vi faldt tilbage i de lave gear. Det var derfor meget berettiget, at der blev talt med store bogstaver af trænerteamet i pausen.

2. periode bød på flere gennemspillede chancer, chancer som med lidt større skarphed kunne have ført til mål på tavlen. Desværre blev perioden præget af at Amanda måtte udgå med en skade, da hun i et solouheld midt på banen vrikkede om på foden. Der blev resolut kaldt timeout fra bænken og vi fik styr på tropperne igen. Herefter var vi 8 markspillere, så der blev trukket store veksler på alle spillere. Liv trak en udvisning midt i perioden, det fik dog ikke konsekvenser på måltavlen. Vallensbæk havde held med deres tværgående afleveringer i denne periode og lykkedes også med et par scoringer, der dog ligeså meget kan tilskrives tilfældigheder og manglende held i de afgørende dueller. Ved periodepausen stod der derfor 2-1.

I 3. periode kommer der mere gang i det etablerede spil, dog uden at vi kommer til hundrede procent gennemspillede chancer. Liv og Bjørg (assist) sørgede i fællesskab for udligningen til 2-2, men Vallensbæk fik hurtigt lagt sig i front igen med 3-2. Liv tog herefter sagen i egen hånd og scorede et energimål med en solotur op af banen og velplaceret skud uden chance for Vallensbæks keeper. Vi fik endnu engang mulighed for at øve box play, da Sofia måtte en tur i tænkeboksen, og denne gang også med succes. Perioden endte 3-3.

I overtiden var der chancer i begge ender. Sofie viste storspil og reddede os i en del farlige situationer. Kampen fandt dog endelig sin afslutning og vinder i det 8. minut, da Malene erobrede en returbold fra Idas skud lige foran mål og scorede det forløsende mål.

På pluskontoen bør det nævnes, at vi stod stand i begge vores box play, vi kæmpede med det vi kunne og så ikke mindst, at vi kan sætte 2 point ind på kontoen.

Kampcifre (0-1, 2-1, 3-3, 0-1) 3-4

Ref: Malene

Opdateret pointliste

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning