D2: fantastisk fight i målrig kamp

Ved et kig på tidligere kampresultater fra mødet mellem Hafnia FC 2 og Benløse FC 1 kunne man måske forvente at det ville blive en kamp med flest mål scoret af Benløse og 0 mål scoret af Hafnia. MEN Hafnia var mødt talstærkt op og scorede nær halvdelen af kampens mål! Hafnia lagde ud med kampens første udvisning efter lidt over 10 min. Der var i ren ivrighed efter at komme på banen, løbet en spiller for meget ind. I undertal forsøgte de at danne mur om målet, men lige inden de 2 minutter udløb, sneg Benløse desværre bolden ind mellem stængerne. 18 minutter inde i 1. periode ved stillingen 2-0 til Benløses, er det deres tur til at få en udvisning, denne gang for hårdt spil, idet Nanna Borup bliver kastes over banden. Overtallet skal udnyttes, og det bliver det! Ida Ottesen scorer på frislag 5 sekunder inden slutningen af 1. periode.

2. periode starter uheldigt, da Ida Ottensen efter 4 min. får bolden ind på benet og den rammer i mål. Nanna Borup tager sagen i egen hånd, erobrer bolden og spurter ned mod Benløses mål, hvor hun med forsvarsspillere i hælene køligt sætter bolden over hovedet på målmanden. Desværre sker det kun 40 sekunder senere at bolden med sidste berøring på Sina Olsvig rammer i eget mål, igen. Herefter scorer Benløse endnu engang selv og bringer sig til stillingen 5-2. Men så sker der noget for Hafnia, Nanna scorer igen, denne gang med et hurtigt pirouette-skud midt foran målfeltet, som er umuligt at forudse for forsvaret. Kort efter erobrer Ida Berglund bolden og løber op mod venstre hjørne. Her lægger hun bolden flot ind foran mål i bladet på Joyce Palm, der ikke spilder chancen for at hamre bolden i mål! Desværre får Benløse på heldig vis et sidste mål i perioden, hvor bolden bliver fumlet ind. 2. periode slutter altså 6-4 til Benløse. Dette er en fantastisk flot stilling for Hafnias 2. hold, taget i betragtning at Benløses 1. hold har vundet alle sæsonens kampe og at 2 af målene var uheldige selvmål.

3. periode starter desværre igen skidt for Hafnia, da Benløse scorer hele 3 mål indenfor de først 4 minutter, men Hafnia kæmper videre med stort overskud og mister ikke modet. For en gangs skyld har Hafnia FC 2, 2 kæder med til kampen og det har stor betydning for den energi, der fortsat lægges i kampen. Begge holde har rigtig mange målchancer og det er hårdt arbejdet at holde puljens 1. hold fra målet. Caroline Schmidt på målet står super godt og redder rigtig mange skud, hvilket hun har gjort hele kampen. Der er et lille opløft ca. 12 min inde i 3. periode, da Kia Krøjgaard lægger et hårdt skud indover og rammer staven på en Benløsespiller, hvorefter bolden går i mål.

Den målrige og spændende kamp slutter 10-5 til Benløse.

Et rigtig fint resultat for Hafnias 2. hold, der kæmpede en brag kamp!

Ny spiller?

Har du lyst til at prøve Floorball? Søger du en ny klub? Eller har du bare lyst til motion i et sjovt og socialt samvær? Så kom og spil med hos Hafnia - Alle er velkommen!

Læs mere