D3 – Uafgjort mod topholdet Jyderup Farmers

Søndag d. 4/1-15 var D3 klar til årets første kamp. Holdet var ramt af et par afbud og måtte derfor nøjes med en enkelt udskifter. Første periode bliver fløjtet i gang og begge hold kæmper bravt. Der er chancer i begge ender, men intet de to keepers ikke kunne afværge. Hafnia spiller godt rundt, laver nogle gode løb og presser modstanderne godt. Til trods for den lille trup, bliver der ikke sparet på energien. Første periode ender målløs.

18 sekunder inde i anden periode scorer Jyderup til 1-0. Der bliver lagt en pasning fra hjørnet, der går forbi begge backer og afslutningen foregår lige foran målet. Hafnias damer er frustrerede men fortsætter det fine spil. I slutningen af anden periode udligner Kia uden assist i tiden 18.53 og anden periode ender 1-1.

Tredje periode går i gang og begge hold kæmper for at afgøre kampen. Jyderup er presset og kalder Time Out i tiden 10.10. Her får Hafnia en kort peptalk fra substitut-træneren Joyce. Kort efter foregår der noget slag på stav foran Hafnias mål, hvilket udløser et straffeslag til Jyderup. Heldigvis for Hafnia har keeper Caroline en god dag og parerer skuddet uden problemer. Kia bliver udvist for ukorrekt slag og Hafnia må i boxplay. Her kommer intet forbi de blå-hvide damer. Hafnia bliver fuldtallige igen og presser på for at få det afgørende mål, dog uden succes. Kampen ender 1-1.