Onsdag aften er dame 1 klar til første pokalkamp i denne sæson. Efter en kort gåtur og omklædning står den på opvarmning og taktik. Modstanderne bliver studeret nøje af Sophie og strategien er klar. Vi skal bruge krop i nærkampe, løbe lidt ekstra så vi kommer først på boldene og bakke hinanden op! Nøgleordene er ansvar, disciplin effektivitet, kommunikation og vilje til at vinde…
Hafnia kan, Hafnia vil – fight fight fight lød kampråbet.
I første periode kommer vi okay fra start og er godt med i kampen. Vanløse presser ikke så højt, så vi får også mulighed for at spille bolden lidt rundt. Der bliver kommunikeret godt på banen og fra bænken af både træner og ”bonustræner”.
Første mål bliver sat ind i tiden 12.04 og desværre er det Vanløse, som kommer først på måltavlen. Ved et hurtigt frislag i hjørnet, har Betina travlt med at flytte spillerne i position, så da skuddet rammer en forsvarspiller hopper bolden desværre i mål, uden at B når at se den. Hafnia kæmper dog videre, og alle gør deres bedste for at dække op i forsvaret. Næste mål efter 19 minutter er det også Vanløse der sætter ind efter fint sammenspil med Sandy Bagge i centrum.
Selv om første periode fald ud til Vanløses fordel, giver vi bestemt ikke op, og efter pausen er vi klar til at give den endnu en skalle. Efter fire minutter er Vanløse dog på banen igen, en bold rammer en Hafnia spiller og et højt blødt skud ryger op over hovedet på B og glider ned i målet bag hende. Bagefter med tre mål kunne det være let at falde ned i gear, men vi bliver ved og endelig efter et par minutter sætter Malene det første mål ind assisteret af Anna. Tre minutter senere scorer Vanløse dog et flot mål, og vi er igen bagefter med tre mål – så er der lidt lang vej hjem. I tiden 11.28 får Vanløse så en udvisning for at have for mange spillere på banen i forbindelse med en sjusket udskiftning. Vi er dog ikke helt skarpe i vores powerplay, Vanløse får for meget tid til at spille rundt, og det lykkes os ikke, at få spillet os frem til nogle rigtige chancer. I slutningen af perioden er det os, som får en udvisning, da Michell i forsvaret tager bolden ned med skulderen og der dømmes spil med hånd.
Efter 7 minutter af tredje periode får Vanløse også to minutter for spil med hånd, men igen er det svært for os at udnytte overtalssituationen. Det er nok noget, vi skal arbejde videre med.. 13 minutter inde i perioden kommer vi endelig på tavlen igen da godt sammenspil omkring mål resulterer i en scoring til 4-2 ved Sara, assisteret af Stine. Desværre går der kun 30 sek. før Vanløse øger føringen med endnu et mål suk! To minutter før tid tager Sophie en time out og hiver Betina ud, så vi kan presse højt.. Vi giver den gas og kort efter lykkedes det rigtig flot for Stine at score til 5-3. Det bliver desværre også slutresultatet, og vi er hermed ude af pokalturneringen. Super ærgerligt at vi ikke fik spillet til at køre lidt bedre, så vi kunne spille os frem til lidt flere chancer. Lykken var bare ikke med os i dette år pokalturnering men så kan vi i stedet koncentrere os om eliten.
Tak til publikummet som kom og bakkede op. Held og lykke til holdet med den første hjemmekamp søndag.
Referent: Mette BS