Der var mere end point på spil da Hafnia D3 mødte Vanløse D2 søndag aften. Efter at have tabt en træningskamp i september til samme hold, ville Hafnia have revanche – en plan som holdets nye træner, Niels Pedersen var med på.
Det var Vanløse, som bragte sig foran til at starte med. En misforståelse foran mål sender bolden i Hafnias net, men fejlen bliver rettet op kort efter, hvor Sina Olsvig udligner i 10. minut.
I anden periode tager kaptajn Kia Krøjgaard affære og bringer Hafnia i front med to mål – uassisteret i 25. minut og med assist fra Maria Jensen i 27. minut. Kort efter scorer Vanløse på et frislag inde foran Hafnias mål, men det tager ikke pusten fra Hafnia og i 38. minut sender Joyce Palm-Henriksen troligt bolden ind bag Vanløses keeper.
I tredje periode lægger Hafnia hårdt ud med endnu en scoring i 46. minut fra Michelle Førstø. Desværre er Hafnias spillere trætte efter to tætte perioder mod et hold i overtal og Vanløse får sat to mål ind. Med en time out i 57. minut giver Niels Pedersen sit hold en opsang og Hafnia går på banen med fornyede kræfter og holder føringen perioden ud. Kampen endte 4-5 til Hafnia D3 – sejr og revanche var i hus!
Holdets nye træner Niels Pedersen siger om sin første kamp med Hafnias D3: ” Jeg synes det var super godt spillet i 1. og 2. periode hvor vi fører 5-2. Desværre går vi ned i 3. periode og lukker dem ind i kampen. Fortjent sejr, og tillykke til pigerne med sejren! ”
Som den første kamp for holdet i denne sæson, var en sejr selvfølgelig fantastisk at starte på. Sidste sæson bar holdets resultat i 1. division præg af holdets forholdsvis lille trup, så det er med løftet pande at D3 går sæsonen i 2. division i møde med nye spillere. Debutanterne Michelle Førstø og Maria Jensen gjorde det godt i angreb, hvor de begge sørgede for point, og i forsvaret tog Maria Johannesen plads som en ny, solid back.