En landsdækkende herreliga i 2013 – et ufærdigt forslag

Der har i adskillige år været snakket om at indføre en landsdækkende herreliga i floorball. Målet har alle dage været at udvikle det sportslige niveau, at skabe større opmærksomhed omkring vores sport og at få flere glade floorballspillere i landets klubber.
DaFU har fremlagt forslag om en ny turneringsstruktur, som blandt andet indfører en landsdækkende herreliga allerede fra sæsonen 2013/14. Som klub er Hafnia FC i princippet tilhænger af en landsdækkende herreliga, men lad det med det samme være sagt, at Hafnia på det nuværende grundlag vil stemme imod forslaget om en ændret turneringsstruktur.
Det skyldes ikke i sig selv, at Hafnia ikke ønsker at gå med i en landsdækkende liga fra 2013. Hafnias egen deltagelse i ligaen må vi internt tage stilling til senere. Hafnias deltagelse i en landsdækkende liga betragter jeg dog i sig selv som uinteressant for resten af Danmark, og for overvejelserne i dette indlæg.
Når jeg alligevel har engageret Hafnia i debatten om det fremlagte forslag, så skyldes det, at vi betragter delen om en hurtig implementering af en landsdækkende liga som værende så risikobetonet, at den ikke er klar til vedtagelse på repræsentantskabsmødet d. 12. maj.
Selv i de mest optimistiske scenarier man kan forestille sig, så vil en ændret turneringsstruktur medføre en omstillingsperiode før man vil se de første positive effekter. Vi er bekymrede for, at forslaget i løbet af denne omstilling kan få utilsigtede konsekvenser, der vil svække det økonomiske og organisatoriske fundament vores sport hviler på, og dermed igen bringe vores sport i knæ.
Man kan gøre sig mange overvejelser om, hvorvidt klubbernes organisationer vil kunne bære et øget arbejdspres, adgangen til faciliteter, og om en fortsættelse af medieaftalen vil medføre et løft i økonomierne. Sådanne overvejelser beror på den enkelte klubs forudsætninger og ønsker. Her må det dog være op til den enkelte klub, at fastlægge en strategi, som bringer klubben videre. Det vil vi også gøre i Hafnia.
Min primære bekymring vedrører dog alle klubber, og går på, om økonomien i sporten kan bære denne satsning, og hvordan regningen skal fordeles, hvis forhåbningen om en indtjening fra liga- og førstedivisionsproduktet viser sig ikke at holde.
Selvom det sportslige argument for en landsdækkende liga grundlæggende kan være rigtigt, så hviler en i forvejen skrøbelig økonomi på en antagelse om, at der fra starten vil være otte ligahold og 16 førstedivisionshold til at levere på det sportslige, økonomiske og organisatoriske niveau, der indtil videre er lagt op til. Det må henstå i det uvisse om disse klubber faktisk findes allerede i 2013, eftersom det indtil videre ikke har været muligt at få udleveret resultaterne fra DaFUs spørgeskemaundersøgelse om emnet. DaFU har i det hele taget ikke kunne fremlægge sammenhængende argumenter eller dokumentation, som tjener til at berolige mine bekymringer.
Bekymringen om økonomien i sporten bestyrkes af DaFUs seneste regnskab, og kræver derfor en gennemgang af nogle hovedtendenser omkring årsrapporten for 2011.
DaFUs regnskab og sammenhængen til økonomien bag en landsdækkende liga

Der hersker i brede kredse en opfattelse af, at DaFU afvikler sin gæld, og generelt er økonomisk velpolstret – det må også være en rimelig forventning at have til DaFU. Hvis man nærlæser DaFUs seneste regnskaber, så tegner der sig et noget nuanceret billede, som øger risikoen ved forslaget om en landsdækkende herreliga.

 

Som udgangspunkt kan det undre at den fulde årsrapport for 2011 ikke blev udsendt rettidigt til medlemsforeningerne sammen med det øvrige materiale til repræsentantskabsmødet. Det oprindelige materiale manglede blandt andet den helt centrale revisionspåtegning, som er medlemsforeningernes, DIF’s og Kulturministeriets garanti for, at regnskabet giver et retvisende billede af DaFUs finansielle situation. Den fulde årsrapport blev rundsendt til klubberne d. 7. maj, og dermed har ledelsen formentlig gjort sig skyldig i et brud på lovenes § 4 stk. 5 om at repræsentantskabet har opgave at godkende bestyrelsens beretning og unionens reviderede regnskab, samt § 5 stk. 2, som foreskriver at ” en specificeret dagorden med bilag skal udsendes senest to uger før de ordinære repræsentantskabsmøder”.
Da DaFU for andet år i træk fremlægger et regnskab med negativ egenkapital, så det er indlysende interessant, at få revisors kommentarer til regnskabet, og at se hvordan ledelsen forholder sig til resultatet. Revisionen henleder – ligesom i 2010 – til ledelsesberetning om hvorledes ledelsen forventer at genetablere egenkapitalen. Umiddelbart, har man ikke fundet plads i ledelsesberetnings tekst til at forklare, hvorledes man ønsker at reetablere egenkapitalen, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt.
Når man så vælger at offentliggøre uddrag af årsrapporten inden repræsentantskabsmødet, så kunne man vel forvente, at man blot offentliggjorde de dele, som ikke stod til at ændre. Det er ikke tilfældet. Det kan konstateres at der er ændret i ordlyden i ledelsesberetningens første afsnit under ”Overordnet”. Det er en forholdsvis lille ændring, men betydningen er stor:
Tidligere fremgik af det udsendte bilag 1a til repræsentantskabsmødet:

”Det er desværre ikke lykkedes Dansk Floorball Union (DaFU) at indfri forventningerne til et overskud i 2011. Det mindre underskud truer dog ikke umiddelbart den fremtidige drift og afvikling af lån til Danmarks Idræts-forbund (DIF), idet det store overskud fra 2010 har polstret unionen mod udsving i resultatet.”
Nu fremgår af den revisorpåtegnede årsrapport for 2011:

”Det er desværre ikke lykkedes Dansk Floorball Union (DaFU) at indfri forventningerne til et overskud i 2011. Det mindre underskud truer dog ikke umiddelbart den fremtidige drift, idet der fortsat er finansiering fra DIF. Det store overskud for 2010 gør det muligt fortsat at afvikle lånet til DIF.
Det interessante er, at hvor man, i første udkast mente, at man ikke var truet på afviklingen af lånet til DIF. Så er man i andet udkast ikke truet på den fremtidige drift, grundet fortsat finansiering fra DIF. Det betyder med andre ord, at driften er afhængig af fortsat finansiering fra DIF, hvilket også forklarer hvorfor gælden til DIF er steget i 2011. Man korrigerer yderligere sin holdning til at DaFU er polstret til udsving i resultatet. Her må man stille sig selv spørgsmålet, om man overhovedet kan være polstret til udsving i resultatet, når man på andet år præsenterer en negativ egenkapital. Mit umiddelbare svar ville være et klart nej.
Alt i alt mener DaFUs bestyrelse dog, at resultatet er tilfredsstillende. Man kan måske leve med et driftsresultat på -15.000 kr. når man en egenkapital at tære på, men det har man ikke. Samtidig har der ikke været nævneværdig fremgang i antallet af medlemmer og mange klubber oplever et opskruet niveau for turneringsgebyrerne. På den baggrund – hvordan kan resultatet så være tilfredsstillende?
I årsrapporten stiger DaFUs samlede gæld med 233.000 kr. DaFU som forening er over 100 % finansieret af fremmedkapital idet egenkapitalen er negativ, eller sagt med andre ord, så lever DaFU fortsat på andres gode vilje.
Der er dele af gælden, som er til at forstå og man må forvente en smule gæld til den løbende drift. Alle bør dog kigge nærmere på to primære poster, som ikke er fundet relevante at berette om i ledelsesberetningen. Posterne ”Skyldige omkostninger” og ”Mellemregning til DIF” stiger med henholdsvis 258.000 kr. og 164.000 kr. Samlet set optages der gæld på 422.000 kr. som man ikke fortæller om i ledelsesberetningen. Til gengæld inddrages der følgende poster af langt mindre størrelser, men af mere positiv karakter: Afdraget på lånet til DIF med 180.000 kr., og investering i et nyt turneringssystem til 94.000 kr. Det er meget svært at forstå, hvorfor disse poster er så væsentlige for DaFUs medlemmer, når unionens samlede gældsforøgelser ikke er.
DaFUs strategi har hidtil været at afhænde gæld, hvilket der også mere eller mindre påpeges i ledelsesberetningen. Når den samlede låntagningen er steget, så hænger historien bare ikke sammen. Man betaler tilsyneladende sin langfristede gæld ved at optage kortfristet lån, som under normale omstændigheder er dyrere at vedligeholde. Når regnskabet ikke specificerer, hvad der foregår, så ligner det populært sagt, at man optager ”SMS-lån” til at finansiere afdraget på ”realkreditten”. Det er svært at se, at dette er måden hvorpå nogen ønsker at unionen skal drives rent økonomisk, og at dette skulle være afsættet til en ny ambitiøs satsning i vores sport.
Så til dem, der gerne vil ’springe ud i det’ med en landsdækkende herreliga, så må I gøre jer klart, at DaFUs regnskab ikke indeholder en økonomisk faldskærm, hvis det viser sig, at vi ikke kan flyve ved tankens kraft alene.
Risikoen ved en landsdækkende liga består blandt andet i, at ingen endnu har redegjort for, hvordan den skal finansieres. Hvis det viser sig, at der ikke er otte ligahold og 16 førstedivisionshold til at betale regningen i 2013, så kan indtægtssiden i DaFUs økonomi lide et alvorligt knæk. Når DaFU tilsyneladende ikke har kunnet forbedre egenkapitalen gennem omkostningsstyring i 2011, så er det svært at forestille sig, at man vil kunne gennemføre en omgående tilpasning af omkostningerne i unionen i det tilfælde, at indtægterne falder.
Vi står tilsyneladende i en situation, hvor en ambitiøs sportslig satsning risikerer at slå et meget stort hul i DaFUs økonomi. Det ligner jo en situation man har prøvet før. Denne gang har vi bare ingen egenkapital at stå imod med. Denne gang risikerer vi altså at slå et hul, som DaFU ikke er polstret til at modstå. Med den betydelige usikkerhed, der fortsat hersker om økonomien i DaFU og den usikkerhed, der ligger i forslaget om en ny turneringsstruktur, så er der grund til at frygte, at regningen i sidste ende kan blive væltet over på klubberne – alle klubberne.
Derfor, hvis DaFU og klubberne er det samme, så ville jeg ønske, at DaFU fik høvlet af på gældsposterne og fik polstret unionen, således at den er i stand til absorbere mindre gode år, uden at man skal gå tiggergang hos DIF.
Her må klubber og landsholdsspillere også gribe i egen barm. DaFU har fortsat alt for store tilgodehavende, hvilket betyder, at klubber og landsholdsspillere ikke betaler de regninger unionen udsteder. Det kan være mange forklaringer på, men overordnet er det ikke godt nok! Vi må kræve en ansvarlig økonomisk linje fra unionen, men vi skal også betale vores egne regninger.
DaFUs forslag om en landsdækkende liga er et strategisk valg om retningen for vores union. Vi kan være heldige at det går godt, men vi kan også være uheldige, så det ender galt. Vi kan være helt sikre på, at forberedelsen ikke har været god nok, og at ingen har redegjort fyldestgørende for finansieringen af forslaget. Vi kan derfor tilsyneladende være sikre på, at ingen ved hvor det ender… Lige nu er det derfor et spørgsmål om ”religiøs tro” på, om denne satsning går godt eller om den går galt.
At vi overhovedet står med så stor usikkerhed, er for mit vedkommende i sig selv rigeligt til at stemme imod forslaget. Når unionen tilsyneladende ikke har gjort sig økonomisk parat, så giver det mig endnu en grund til at stemme imod. Og når processen omkring fremlæggelsen af forslaget efterlader tvivl om initiativtagernes reelle tro på deres forslag, så er der ikke længere skyggen af tvivl i mit sind.

Med afstemningen om en landsdækkende liga, er vi med til at udpege retningen for unionens fremtid. En alternativ – og mindre risikobetonet – retning ville være konsolidering af unionens og klubbernes økonomi og organisationer. Økonomisk har sporten været under pres siden DaFU satsede på dame-VM og endte med en kæmpe gæld. Dårlig ledelse førte os ud i en situation med et stort underskud, opskruede turneringsgebyrer og lavere service for at rede unionen.
En alternativ vej ville være, at få en pause fra det økonomiske pres, sådan at vi igen kan udvikle sporten fra græsrødderne. Et sådant pusterum kunne findes, hvis DaFU spændte livremmen ind og nedsatte turneringsgebyrerne, sådan at de i højere grad stemmer overens med de omkostninger, som turneringen reelt medfører. Der burde kunne skabes rum for konsolidering af både klubber og union. Dette skal så fastholdes i en (kortere eller længere) årrække. I mellemtiden kunne engagerede klubber så inddrages i et seriøst arbejde med at lave et sammenhængende forslag til en landsdækkende liga. Et sådant arbejde har klubberne i øst allerede erklæret sig villige til at deltage i, og det er mit indtryk, at interessen er endnu stærkere i vest. Der mangler med andre ord ”blot” en central aktør, som på kompetent og betryggende vis kan investere de nødvendige ressourcer, det kræver at guide denne proces.
Som sagt i starten, så er Hafnias egen situation ikke væsentlig i en større sammenhæng. Vi har fra Hafnias side forsøgt at opfordre til yderligere debat, sådan at klubberne i hvert fald ikke bare lod forslaget passere ubemærket forbi. Forslaget om en landsdækkende herreliga er risikobetonet, og ikke tilstrækkeligt forberedt. Tidspunktet for forslaget er ikke gunstigt i et økonomisk lys. Og hverken sekretariatets, landstrænerens eller en mediepartners ønsker om en landsdækkende liga er grund nok til, at forslaget gennemføres i sin nuværende form. Derfor stemmer Hafnia imod forslaget om en ny turneringsstruktur på repræsentantskabsmødet d. 12. maj.
Med håbet om et godt og konstruktivt repræsentantskabsmøde i Fredericia.
/Kristian S. Nielsen

Formand, Hafnia FC

Ny spiller?

Har du lyst til at prøve Floorball? Søger du en ny klub? Eller har du bare lyst til motion i et sjovt og socialt samvær? Så kom og spil med hos Hafnia - Alle er velkommen!

Læs mere