Fra 1. Division til DM Kvartfinale – Hafnia Damers Årsreferat

Michael Møller -

Hafnia’s damer har haft en kanon sæson. At gå fra at være et 1. Div hold og til lige pludselig at stå i kvartfinalen om Danmarksmesterskabet, vidner om en fantastisk indsats af de blå/hvide damer. Holdet, hvor den største aldersforskel er 33 år, stod på noget af en rejse, da de gik fra Grundspil til Mellemspil til Kvartfinale på hele 21 kampe. Her er en “kort” fortælling om rejsen.
Foto: Holdfoto fra Kvartfinale 2 – Aab Floorball vs. Hafnia FC

Sæson strukturen 2018/19
Dameliga Øst har i en del år været plaget af for få “Ligahold”. Copenhagen og Hvidovre har i mange år domineret Liga Øst. Begge hold er kendt for at producere og tiltrække landsholdsspillere, samt have en stor og udviklende ungdomsafdeling, som hvert år producerer nye spillere til ligaen. Hovedparten af de hold, som i øjeblikket spiller i Øst, har enten en lille eller ikke eksisterende ungdomsafdeling. Der er simpelthen for mange bredde hold og for få komplette klubber, til at kunne give Copenhagen og Hvidovre en værdig modstand. Der har været enkelte klubber henover årene, som har været tæt på, men som efter en enkelt sæson har måtte trække stikket og rykke ned. Enten fordi spillerne har forladt klubben eller motivationen er forsvundet pga. for stor en modstand.

Floorball Danmark har over flere sæsoner prøvet forskellige strukturer af. Alt fra en 3 holds liga til en Grundspil/Mellemspil model.
I sæsonen 2018/19 havde Floorball Danmark dermed valgt at sammenflette Ligaen med 1. Division, som dermed former en 12 holds grundspils pulje, hvor alle hold spiller en kamp imod hinanden. Efter dette Grundspil, vil de 5 bedste hold gå videre til et Mellemspil, hvor de alle skulle møde hinanden 2 gange. De 4 bedste herfra var dermed sikret en plads i kvartfinalen om Danmarksmesterskabet.

Før sæsonstart
Rikke Qvistgaard, som var træner for damerne i den forgående sæson, havde meldt ud at hun ikke længere ønskede at være træner for damerne i den kommende sæson pga. tidsmangel og for megen lyst til selv at være på banen.
Hafnia har været plaget af en del udskiftninger af Dame trænere gennem tiden, så derfor var det en svær opgave at finde en ny. Efter en del søgende, meldte Herre 1 spilleren Michael Møller sig. Møller har spillet Floorball i næsten 10 år og har spillet alle pladser på banen, men det var hans første gang som træner. Så det skulle blive spændende, om han kunne klare opgaven, at holde styr på damerne i den kommende sæson.

Udover ny træner så havde damerne også fået en ekstra træningstid om torsdag, tilgang af tidligere Hafnia spillere og tilgang af 2 ungdoms piger.

Grundspillet
På baggrund af damernes placering sidste sæson var Hafnia inviteret til at deltage i den nye Grundspil/Mellemspil struktur og dette sagde damerne ja til, selvom der var udsigt til at møde nogle rigtige svære modstander, som f.eks. Copenhagen og Hvidovre. Hvis holdet sagde nej, betød det at de var nødt til at rykke ned til 2. Div, som de ikke ønskede.

Til sæsonstart havde holdet endda også fået tilgang af tidligere Hafnia spillere: Malene Dall og Mia Karlsson. Holdet var dog en del ferieramt allerede fra første træning. Hele August var generelt plaget af ferie. Dette gjorde at damerne var nødt til at melde fra til en vigtig Pokalkamp i Helsingør.

Men i September fik holdet styr på deres ferie, og det var med til at give holdet noget af en drømmestart, da de vandt de 2 første kampe mod Rungsted og Vanløse med henholdsvis 6-2 og 11-3. Derefter blev der spillet utrolige tætte kampe mod FFK og Greve, som endte med en sejr og uafgjort. Især sejren over Rødovre huskes særligt godt, da Rødovre på papiret stod til at skulle vinde kampen, hvis ikke det var for en tømmermændsramt svensker og et stærkt spillende Hafnia forsvar og keeper.

Udover kampene mod Copenhagen (13-0) og Hvidovre (2-8), så spillede Hafnia’s damer en utrolig flot Grundspils runde. De sluttede runden med 7 sejre, 2 uafgjorte og 2 tabte. Med dette resultat havde damerne sikret sig en flot 4. plads og dermed en plads i Mellemspillet med start i det nye år. Udover Hafnia, havde Sydsjælland sikret sig en plads i Mellemspillet, men da Sydsjælland takkede nej til tilbuddet, så havde den næste i rækken, Greve, takket ja til deltagelse, som det andet 1. Div hold i puljen.

Mellemspillet
Da det var en realitet, at damerne nu havde sikret sig en plads i Mellemspillet, afholdte damerne et spillermøde for at snakke om deltagelsen i Mellemspillet. Dette skyldes at holdet stod over for det valg, om de havde lysten og motivationen til at deltage i en pulje, hvor de med høj sandsynlighed vil få tæv af 75% af holdene. Og enkelte af kampene ville med høj sandsynlighed ligge med et tab på over de 2-cifrede.
Da det kun var 4 ud af 5 hold, som gik videre, så var der trods en hård modstand, en god chance for at holdet muligvis kunne gå videre til kvartfinalen. Dette skulle også overvejes, da dette kunne betyde, at damerne skulle møde den evige 2’er fra Aalborg, Aab Floorball, som havde den samme styrke og dominans som Copenhagen.

Men efter et godt spillermøde, besluttede damerne at spille Mellemspillet. Med den betingelse at holdet lovede hinanden at støtte og bakke hinanden op igennem de kommende svære måneder. Og at en evt. kvartfinale plads skulle ses som en oplevelse, da det betød en tur til Jylland.

For at Hafnia skulle have en chance for at være med til kvartfinalerne, så skulle de to kampe imod Greve vindes. 8 kampe skulle på 2 måneder afvikles. Og da mange af haltiderne i weekenden allerede var blevet påsat, betød det en del af kampene skulle afvikles i træningstiden. Pga. vinterferie betød dette også en del begrænset træningstid og kampe som skulle spilles meget tæt op af hinanden.

Den første kamp lå allerede få dage efter det nye år var skudt ind og var i mod Hvidovre. Op til denne kamp havde damerne besluttet at spise fælles morgenmad hos Rikke Fog, hvilket var skide hyggeligt og en kæmpe success.

Igennem Mellemspillet vandt Hafnia kun de 2 vigtige kampe mod Greve. Den ene blev vundet på hjemmebane med 8-3 og den anden på udebane med 2-3. Udebane kampen blev en meget tæt affære, hvor begge hold kæmpede en brav kamp for at vinde. Især de to keepere på hvert hold havde en kanon god kamp, hvor de tog næsten alt.

Kvartfinalerne
I Vest vandt Aab Floorball deres Mellemspil og det betød at Hafnia nu skulle spille kvartfinale mod dem. Kvartfinalerne skulle spilles over 3 kampe, en hjemme og to ude.

Den første kamp endte med et nederlag på 1-12, hvor Hafnia rent faktisk kom foran kort tid inde i 1. periode. Men Aalborg pressede på og fik hurtig nogle mål skudt ind.

For den flotte præstation henover sæsonen havde Hafnia’s bestyrelse besluttet at betale en bustur til Aalborg. Damerne var utrolig glade for dette og takker bestyrelsen for denne luksus.
Kampen i Aalborg blev som forventet vundet af Aab med 18-2.

Næste sæson – 1. Div
I bussen på vej hjem fra Aalborg, afholdte damerne et møde, hvor de havde en snak om fremtiden. Før mødet havde damernes talentfulde keeper Lena meddelt at hun var gravid (tillykke med det 😊), og at hun dermed ikke kunne spille igen før Januar 2020. Dette betød at damerne skulle overveje deres fremtiden nøje. At stå uden keeper betyder meget for et hold, og især hvis det skal spille i Danmarks bedste række. Udover tabet af keeper, så har Damerne også en del nystartet spillere, som stadig mangler en del erfaring før de kan spille på et niveau, hvor de kan gøre en forskel.

Floorball Danmark har meldt ud at de vil køre en 8 holds liga næste år i Øst. Den kommer til at bestå af de 5 hold fra Mellemspillet og de 3 bedste hold fra 1. Div.
Selvom tilbuddet om at spille i denne Liga frister, så må Hafnia’s Damer se realistisk på det og de har derfor valgt at de rykke ned til 1. Div. fra næste sæson.
De går selvfølgelig efter at vinde divisionen, men de håber også på, at det kan hjælpe de nystartet og mindre rutineret spillere med at få noget mere erfaring, inden de igen skal møde svære modstandere i Ligaen. Damerne vil stadig være at finde i den årlige Pokalturnering.

Selvom sæsonen officielt er slut, så har Hafnia og Greve planlagt 2 træningskampe, som skal afholdes ude og hjemme, den 23/4 og den 30/4. Dette gøres for opholde spillernes interesse for at komme til træningen. Vi takker Greve for samarbejdet 💪🙌

Holdfoto Sæson 2018/19
Holdfoto Sæson 2018/19

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning