H1: Avancement i pokalen efter snæver sejr over “den gule bus”

Kirk -

Hafnia åbnede tirsdag aften sæsonen i Sundby i den udsatte pokalkamp mod Herlev, og det blev til en snæver sejr over et defensivt indstillet og hårdt kæmpende udehold.

Hafnias gamle ben måtte forventes lige at skulle have banket rusten af, men alligevel blev det til en lynstart, da Philippe Nielsen åbnede sin målkonto i kampens andet minut efter fint forarbejde fra sidste sæsons topscorer, Rasmus “Bølle-Bob” Enevoldsen. Hermed lignede det, at Hafnia skulle hente en ny storsejr over Herlev, men de gulblusede parkerede i stedet bussen foran kassen, og det gjorde de altså ret effektivt, mens de samtidig satsede på kontra. Og netop en kontra tvang Philippe til at begå straffeslag, efter flere holdkammerater havde fejlet i deres indgreb. Herlev udnyttede sikkert den store chance, og kampen var atter helt lige.

Hjemmeholdets dominans fortsatte, men de blå- og hvidblusede måtte gang på gang se afslutningerne blive blokeret af det dedikerede Herlev-mandskab. Det var derfor en mindre forløsning, da Michael Werdelin stod det helt rigtige sted tæt under mål og kunne prikke bolden ind til 2-1 kort før 1. periodes afslutning.

Den midterste periode foregik efter samme manuskript – dog helt uden mål, og det var derfor ikke en helt tilfreds coach Kirk, der måtte konstatere, at kampen – trods massivt overtag – på ingen måde var afgjort inden de sidste 20 min.

I 3. periode pressede Hafnia på fra start på for at få lukket kampen. Herudover havde hjemmeholdet to muligheder i powerplay, men det var løst krudt gang på gang, og så gik det, som det ofte går i sport – udeholdet fik det udlignende mål ud af ingenting efter en flot solopræstation.

Hafnia holdt dog hovederne kolde, og kun godt 2 min. efter chok-scoringen satte amagerkanerne trumf på, da et frislag blev afviklet hurtigt, hvilket tillod Frederik Trier at lave “havelågen” bag mål, og det gav den vigtige scoring mod en overrumplet keeper.

Herefter formåede Herlev ikke at mobilisere de fornødne kræfter, og sejren kom aldrig i fare.

I næste runde venter en reprise af sidste sæsons 2. runde opgør mod Benløse. Det ser mere end svært ud…

Hafnia FC – Herlev FC 3-2 (2-1, 0-0, 1-1)
1. 01:32 1-0 Philippe M. Nielsen (Rasmus Enevoldsen)
1. 03:09 U2 Jesper Roland, Herlev
1. 07:37 U2 Mads Mortensen, Hafnia
1. 09:25 1-1 Jonas K. Rasmussen (straffeslag)
1. 18:13 2-1 Michael Werdelin (Rasmus Enevoldsen)
1. 19:59 U2+10 Mark Juul Hansen, Herlev

2. –

3. 09:01 U2 Luca Knudsen, Herlev
3. 12:00 2-2 Jonas K. Rasmussen (Lasse Langelund)
3. 14:27 3-2 Frederik Trier Møller (Peter Steen Jensen)

MOM:
Frederik Trier Møller

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning