H1: Fornem start på slutspillet med 1 point mod Rødovre

Kirk -

Hvis man skal bedømme ud fra den første kamp i slutspillet, kan det aldrende Hafnia-mandskab tilsyneladende godt bide skeer med hold fra Ligaen, og det ene point kunne på dagen nemt være vekslet til både to og tre!

Det er mange år siden, at Hafnia er tørnet sammen med Rødovres bedste mandskab. Det var derfor men en vis spænding, at floorballpensionisterne fra Englandsvej tog imod et talentfuldt hold fra Vestegnen under genopbygning.

Hafnia gik uimponeret til opgaven, og “de røde” kæmpede lidt med den uortodokse, improviserende spillestil, som typisk bliver lagt for dagen i Sundbyhallen. Og 2020 skulle starte med en kandidat til sæsonens mål, da kaptajn Jensen sendte en luftpasning på tværs af banen til Parbo, der i bedste baseball-stil svingede staven i knæhøjde og traf bolden med et drømmehug, man ikke ser hver dag – 1-0! Glæden varede dog kort, da Hafnia slet ikke var afvisende nok på banens midte i det efterfølgende angreb, og så var udligningen straks en realitet. Resten af 1. periode var Rødovres. Hafnia havde sine kontramuligheder, men udeholdet var gode på bolden, og navnlig landsholdspilleren Jannik Dalkvist stod skarpt i billedet i kampens indledende fase. Rødovre formåede at score to gange yderligere i perioden, herunder i overtal.

Der var ikke krisesnak op til 2. periode, for forskellen på måltavlen var vel sådan set som forventet. Der var dog fokus på at lukke ned for de relativt standardiserede opspil, som udeholdet benyttede sig af, ligesom nærkampene, der typisk har været en Hafnia-force, skulle vindes i endnu højere grad. Og den plan lykkedes til fulde! Sjældent har Hafnia spillet så brav en periode defensivt, og elitemodstanderen havde langt mellem chancerne mod to topmotiverede Hafnia-kæder og muren Møller bagest. Til gengæld sværmede hjemmeholdet om Rødovre-målet, og det ene mål, som Petzke klinisk kunne score tæt under mål efter pasning fra Schow, var i virkeligheden for lidt chancerne taget i betragtning.

Kan man vinde en periode, kan man også vinde to – var devisen før de afsluttende 20 minutters floorball. Desværre var Rødovre hurtige til at kaste grus i maskineriet, da den tidligere Helsingør-spiller Nicolai Hammer scorede til 2-4 kort inde i perioden. Det var vel game over for de gamle ben? Nix, Hafnia fortsatte ufortrødent, og Schow, der hele opgøret havde været lige ved og næsten, fik endelig udbytte af anstrengelserne, da han – assisteret af Jonas – reducerede til 3-4. Og nu var den 38-årige Hafnia-profil for alvor i hopla. Den ene besnærende dribletur afløste den anden, og det blev tilsyneladende for meget for Rødovre, der lavede en voldsom nødbremse, da Schow kom fri tæt under mål – og blev mast! Straffeslag… Som for de fleste er en 50/50-disciplin, men ikke for Schow, der siden sin Hafnia-genkomst kun har brændt et enkelt af slagsen ud af anslået 15 stk. Det er ganske enkelt imponerende – især når variationen tages i betragtning. Men denne gang skulle straffeslaget udføres lettere “banged up” mod en keeper fra lidt højere hylde en sædvandligt. Det gjorde dog ingen forskel, og udligningen var en realitet! Rødovre kunne næppe tro det, og Hafnia havde nu kampen lige dér, hvor man ønskede: Tæt på sensationen mod en rystet modstander.

Måske situationen gjorde Hafnia overmodige, for den defensive disciplin svigtede en smule nogle minutter senere, og så var storfavoritterne foran på ny med 4 ½ minut tilbage på klokken. Nu var der imidlertid intet at tabe, og det var imponerende at bevidne, at Hafnia – trods at have spillet 55 minutters floorball i højere tempo end sædvanligt – havde kræfterne til at lægge det sidste pres, som helt utroligt – og fortjent – belønnede sig, da Parbo med 93 sekunder tilbage at spille kunne sætte sin anden scoring blandt venner og fjender. Og faktisk skulle Hafnia få en gylden mulighed for at lægge sin modstander i graven, da Schow formåede at vriste sig fri med keeperen med kun sekunder tilbage. Hele hallen holdt vejret for blot at konstatere, at Schow er menneskelig, og det forblev lige, da hornet lød.

Herefter gik kampen i “sudden victory” med et ekstrapoint på spil. Der skulle vise sig at blive tale om en åben slagudveksling, hvor begge hold jagtede sejren. Hafnia nåede at tilspille sig 2-3 halvgode muligheder, inden Rødovre satte et fint angreb op, der endte med en first-timer fra kanten, der ikke levnede en ellers storspillende Møller nogen chance. Lidt af en mavepuster til det hårdt kæmpende hjemmehold, der dog bør glæde sig over det faktum, at forskellen på Hafnia og Rødovre formentlig ikke var været mindre i rigtig mange år, og at man trods alt ikke gik tomhændet fra banen.

MOM blev Werde, der spillede en nærmest fejlfri kamp fra de bageste rækker, hvor han var stærkt medvirkende til, at kampen forblev lige.

Hafnia FC – Rødovre FC 5-6 SV (1-3, 1-0, 3-2, 0-1)
1. 04:43 1-0 Nikolaj Parbo (Peter Steen Jensen)
1. 04:59 1-1 Nicolai Hammer (Kim Thobiasen)
1. 08:50 U2 Philippe M. Nielsen, Hafnia
1. 10:13 1-2 Jannik Dalkvist (Rasmus Nielsen) PP
1. 12:57 1-3 Jon Precht-Sparre (Jannik Dalkvist)

2. 12:45 2-3 Niklas Petzke (Jesper Schow)

3. 03:11 2-4 Nicolai Hammer (uass.)
3. 07:55 3-4 Jesper Schow (Jonas Palm)
3. 12:28 4-4 Jesper Schow (straffeslag)
3. 15:21 4-5 Morten Guido (Andreas Kleczewski)
3. 15:21 Timeout, Rødovre
3. 18:27 5-5 Nikolaj Parbo (uass.)

4. 04:34 5-6 Andreas Kleczewski (Jannik Dalkvist)

MOM:
Michael Werdelin

OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2019/20

Stilling, Kvalifikationsspil øst

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning