H1: Hafnia tog vigtig hjemmesejr mod Rungsted

Kirk -

Der var god intensitet og fight søndag formiddag i Sundbyhallen, men rigtig spændende blev det aldrig, da Hafnia besejrede Rungsted, hvorved amagerkanerne fortsat hænger på i toppen som nr. 3 i den øjeblikkelige stilling i 1. division.

Hafnia startede kampen som lyn og torden med stor chance til Frede allerede efter 3 sekunder. Presset mod de orangeklædtes mål fortsatte, og det var derfor ikke overraskende, at Frede kynisk udnyttede sin anden mulighed i kampen til at bringe hjemmeholdet foran. Målet ansporede kun Hafnia, men Rungsted fik ikke desto mindre udlignet på et billigt frislag. Heldigvis har Rungsted svenske Andreas Ritterfeldt i truppen, og man kan altid regne med, at han nok skal lave unødvendige udvisninger med sin særprægede tilgang til spillet. Det efterfølgende overtal blev udnyttet fornemt at kaptajn Jensen, der fra sin playmaker-position centralt i banen tog sagen i egen hånd og satte bolden op i hjørnet med et herligt skud. Rungsted troede kort efter, de havde udlignet, da Peter Thage “hakkede” sig til en mulighed tæt under mål og satte bolden i nettet. Da dommerparret helt korrekt annullerede scoringen, brokkede den rutinerede spiller sig til en udvisning. Igen viste Hafnias powerplay-unit ingen nåde, og Terkel scorede et fremragende mål fra en skarp vinkel, da han formåede at afslutte højt i målet på en hård præcis aflevering gennem slottet fra Hvims, der dermed beviste, at han rent faktisk godt kan lægge op til scoringer (10+0 før dagens kamp).

2. periode lignede meget den indledende: Hafnia havde bolden meget, mens Rungsted satsede på hurtige omstillinger. Hafnia måtte desværre lide den bet, at kaptajn Jensen var nødt til at forlade opgøret med en skade. Hjemmeholdet kløede dog på og havde flere gode muligheder for at udbygge føringen, men i stedet blev det Rungsted, der – netop på en omstilling – reducerede til 3-2. Herefter gik der lidt stillingskrig i opgøret, da begge hold formentlig havde i baghovedet, at næste scoring ville blive ekstrem vigtig. Heldigvis blev det Hafnia, der tog næste stik, da Jeppe i vanlig stil satte fart på kanten, trak ind over midten og uimodståeligt satte et lavt trækskud i netmaskerne ved fjerneste stolpe. Kort efter leverede storebror Frede en fornemt assist til Nørhave, der stensikkert øgede til 5-2. Hafnia havde nu fuld kontrol over kampen, hvilket Ritterfeldt “fejrede” med endnu en dumhed og ny udvisning. Da Hafnia skulle til at udnytte sit tredje powerplay i træk, fik udeholdet imidlertid en oplagt kompensationsdom, da Hvims røg til afkøling efter en (ren) skuldertackling. Nuvel, 4 mod 4 hindrede ikke Hafnia i at omsætte den gode plads på banen til endnu en scoring. På ny var det sidste sæsons topscorer, Jeppe, der fandt netmaskerne på Nørhaves fine aflevering.

I den sidste periode forsvandt Hafnias skarphed fuldstændig. En lang række gode muligheder blev misbrugt, men det fik ingen betydning, eftersom Rungsted – i lighed med de foregående perioder – kun præsterede en scoring pr. periode. Udeholdet var dog langt farligere i den sidste tredjedel af kampen, men go’e gamle Meyer havde en rigtig god dag på kassen og frustrerede ved flere lejligheder drengene fra whiskybæltet. Frede fik faktisk sat bolden i målet i til slut, men dommerne vurderede (helt korrekt), at scoringen faldt et sekund for sent.

Dagens bedste var Philippe Nielsen, der med stoisk ro håndterede alt (og alle), der kom hans vej.

I toppen af tabellen er alt status quo, da både Helsingør og Vallensbæk sejrede. Hafnia byder fredag aften PI-København op til dans i Sundbyhallen.

Hafnia FC – Rungsted-Hørsholm FK 6-3 (3-1, 3-1, 0-1)
1. 02:29 1-0 Frederik Trier Møller (uass.)
1. 07:44 1-1 Emil Damgaard (Peter Trock)
1. 09:10 U2 Andreas Ritterfeldt, Rungsted
1. 10:17 2-1 Peter Steen Jensen (Kristian Nørhave) PP
1. 13:07 U2 Peter Thage, Rungsted
1. 14:02 3-1 Anders Terkelsen (Thomas Hvims) PP

2. 06:46 3-2 Peter Trock (Nick Madsby)
2. 14:14 4-2 Jeppe V. Trier (uass.)
2. 16:51 5-2 Kristian Nørhave (Frederik Trier Møller)
2. 17:16 U2 Andreas Ritterfeldt, Rungsted
2. 17:31 U2 Thomas Hvims, Hafnia
2. 18:39 6-2 Jeppe V. Trier (Kristian Nørhave)

3. 04:24 6-3 Nick Madsby (Peter Thage)
3. 10:46 Timeout, Rungsted

MOM:
Philippe Nielsen

OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2015/16

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning