H1: Hafnia vinder 1. division med 4 spillerunder igen!!!

Kirk -

Selvom divisionstitlen blev fejret med boblevand, var det alt andet end champagnefloorball, der til slut sikrede sejren mod Helsingør.

For 4. kamp i træk kom Hafnia skidt ud til et opgør og måtte hurtigt se modstanderne bringe sig foran. Sidst, de to hold mødtes i december, blev Helsingør nedsablet i egen hal, og måske derfor tog hjemmeholdet lidt for let på opgaven. Helsingør havde i hvert fald forholdsvis let ved at forsvare føringen gennem disciplineret spil og tætte markeringer i egen zone.

Hafnia sled sig dog tilbage i opgøret, og først var det målrammen, der forhindrede den formstærke Bølle i at udligne, og siden kom belønningen så, da Jeppe, der havde misset de to seneste opgør, fandt netmaskerne på den tidligere Helsingør-spiller Hviids oplæg. Og det skulle blive endnu bedre, da Schow fra kanten sendte et langhug i kassen. Hafnia kunne derved gå til første pause med en spinkel føring velvidende, at der i den grad var plads til forbedring.

Forbedringen var imidlertid svær at få øje på, da holdene på ny betrådte Sundbyhallens trægulv. Hatten af for udeholdet, der virkede opsatte på at stikke en kæp i hjulet på det sejrsvante tophold og gentagne gange vandt vigtige nærkampe, ligesom talrige Hafnia-afslutninger blev blokeret. Det lykkedes ikke ufortjent Helsingør at udligne i overtal, da en afslutning fra nærmest 0-grader fandt vej mellem benene på keeper Meyer. Man kan så diskutere, om Hviid overhovedet skulle have været i udvisningsboksen, men det er jo nyttesløst.

Hafnia havde dermed det ene point i hånden inden den afsluttende periode, og det ville som bekendt være nok til at besegle titlen som vinder af 1. division øst. Alligevel var indstillingen mere offensiv end hidtil i opgøret, da fløjten lød, men belønningen skulle lade vente på sig. Halvvejs i perioden blev hjemmeholdet tildelt et straffeslag, og når man har Schow i truppen, er det med 90% sikkerhed ensbetydende med scoring – og det var det også denne søndag, hvor de nettagets styrke blev testet af en hård og usvigelig sikker afslutning fra Hafnia-topscorerens stav. Da samme Schow senere fandt Jeppe til 4-2, virkede det målfattige opgør afgjort, men et straffe i den anden ende skabte sen dramatik.

For gud ved hvilken gang i karrieren udnyttede Jeppe dog den plads, som et modstanderhold efterlod sig i bagrummet i jagten på et sent mål, da han udfordrede bageste mand, kørte solo mod kassen, rundede keeperen og scorede fladt – alt imens Kirk forgæves råbte “hold på bolden” fra de bageste geledder.

Trods en fin gameplan fra den dygtige Helsingør-coach Jesper Frank og en endnu bedre eksekvering af hans spillere, lykkedes det altså Hafnia at trække sig sejrrigt ud af opgøret med snæver margin.

Hafnia bør trods den lidt lunkne optræden glæde sig over, at et aldrende hold – nærmest med old boys-status – kan dominere 1. division så eftertrykkeligt i en sport, der trods alt i vid udstrækning handler om hurtighed og fysik. Det er imidlertid nu med Hafnias titel godtgjort, at man kan kompensere herfor med rutine, vedholdenhed og sammenhold – i hvert fald et stykke ad vejen!

Selvom den indkøbte spumante herved allerede er drukket, vil Hafnia jagte nye point allerede på søndag, hvor man gæster rækkens nr. 2, Herlev.

Hafnia FC – Helsingør FT 5-3 (2-1, 0-1, 3-1)
1. 01:19 0-1 Thobias Munkstrup (Allan Rasmussen)
1. 13:12 1-1 Jeppe V. Trier (Thomas Hviid)
1. 17:42 2-1 Jesper Schow (Michael Werdelin)

2. 08:38 U2 Thomas Hviid, Hafnia
2. 09:40 2-2 Søren Lebeck (William Tækker) PP
2. 10:28 U2 Christian Mostrup, Hafnia

3. 10:18 3-2 Jesper Schow (straffeslag – se video)
3. 10:55 U2 Martin Andreasen, HFT
3. 14:49 4-2 Jeppe V. Trier (Jesper Schow)
3. 15:37 4-3 Jon Precht-Sparre (straffeslag)
3. 18:01 Timeout, HFT
3. 18:45 5-3 Jeppe V. Trier (uass.)

MOM:
Jeppe V. Trier

OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2018/19

Stilling, 1. div. øst

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning