H1: Kørte Herlev over

Hafnia var altdominerende i Herlevhallen søndag eftermiddag, hvor hjemmeholdet blev blæst ud af egen hal med cifrene 4-15!

Sejren blev grundlagt tidligt, idet Hafnia præsterede 5 scoringer indenfor et interval på to minutter i kampens startfase. Alene Bølle Bob kunne allerede efter små 6 minutter på uret notere sig et hattrick scoret på 1 minut og 53 sekunder! Og da begge Hafnia-kæder var pågående og så velsmurte ud, fik Herlev nærmest ingen ro på bolden, hvilket afstedkom utallige fejl fra de gulblusede både med og uden bold, og det blev straffet hårdt på dagen – bl.a. med et sandt projektil af Frede fra kanten til 1-7. Denne stilling holdt perioden ud, og de mange Hafnia-mål kunne også tilskrives, at Herlev aldrig forsøgte at pakke sig, men i stedet spillede åbent i jagten på reduceringer.

2. periode åbnede med en lynhurtig powerplay-scoring af den tidligere Herlev-dreng, Terkel. Sidste års topscorer, Jeppe, ville heller ikke stå tilbage for medspillerne i mål-bonanzaet og åbnede kort efter sin konto til 1-9. Herefter blev der lige skruet op for Herlev-spillernes desperation – måske fordi Hafnia nærmede sig tocifret på måltavlen. I hvert fald fik kaptajn Jensen en ordentlig tackling og efterfølgende tur i banden af Herlevs Mark Juul Hansen. Den rolige kaptajn kommenterede stilfærdigt episoden med “det var godt nok crazy” på ægte nordjysk manér fra den forkerte siden af banden, da han frigjorde sig fra et par tasker. I stedet blev Jensen netop manden, der nogle minutter efter øgede til 1-10. Også Werdelin kom på måltavlen i denne periode, som Hafnia vandt 5-0.

Med 1-12 på måltavlen inden de sidste 20 minutter var kampen for længst forbi. Det var der bare ingen, der havde fortalt Herlev, som spillede sin klart bedste floorball på dette sene tidspunkt. Alt for ofte blev Hafnia-spillerne de små i mand mod mand-duellerne, og især Stefan Abildskov lavede mange fine ting, når han udfordrede amagerkanernes baglinje. Bølle Bob kunne ingen dog stoppe i dag, og han nåede i løbet af sidste periode at runde 6 scoringer, hvoraf især hans kølige afslutning på en friløber til 2-13 var klasse. Jeppe nåede også lige akkurat et hattrick, og i det hele taget har Hafnia rigtig mange målfarlige spillere i sin stald for tiden. Kampen sluttede lidt kaotisk, da Kirk, der netop var blev tacklet hårdt ved banden, i næste duel satte en hård tackling på Herlevs Mark Juul Hansen, der faldt til gulvet og tog sig til baglåret – tydeligvis forpint. Herlev forlangte Hafnia-spilleren udvist, men dommerne takserede forseelsen til 5 minutter i boksen. Herlev-spilleren Emil Spanggaard var så utilfreds med den afgørelse, at han selv røg ud – og med dommerens egne ord var milimeter fra en matchstraf (rødt kort). Og det stod lysende klart, at temperamenterne for alvor var ved at koge over, da endnu en Herlev-spiller – netop da spillet var sat i gang – lavede nok en grov forseelse midt på banen. Dommerparrets sidste fløjt kom dermed som en kærkommen timeout til begge mandskaber.

Herlev FC – Hafnia FC 4-15 (1-7, 0-5, 3-3)
1. 03:50 0-1 Rasmus Enevoldsen (Jannick N. Strikert)
1. 04:12 0-2 Rasmus Enevoldsen (Anders Terkelsen)
1. 04:28 0-3 Peter Steen Jensen (Frederik Trier Møller)
1. 05:05 0-4 Anders Terkelsen (Michael Werdelin)
1. 05:43 0-5 Rasmus Enevoldsen (Kristian Nørhave)
1. 05:52 1-5 Jonas Rasmussen (Lasse Langelund)
1. 09:39 1-6 Rasmus Enevoldsen (Anders Terkelsen)
1. 10:39 1-7 Frederik Trier Møller (Peter Steen Jensen)
1. 13:56 U2 Daniel Christensen, Herlev
1. 18:32 U2 Daniel Christensen, Herlev

2. 00:13 1-8 Anders Terkelsen (Peter Steen Jensen) PP
2. 01:04 1-9 Jeppe V. Trier (Philippe Nielsen)
2. 06:05 U2 Mark Juul Hansen, Herlev
2. 12:31 1-10 Peter Steen Jensen (Kristian Kirk)
2. 13:10 1-11 Michael Werdelin (Rasmus Enevoldsen)
2. 14:45 1-12 Jeppe V. Trier (Frederik Trier Møller)

3. 01:38 2-12 Stefan Abildskov (Anders Christensen)
3. 02:47 2-13 Rasmus Enevoldsen (uass.)
3. 05:00 3-13 Morten Ketelsen (Emil Spanggaard)
3. 07:11 4-13 Emil Spanggaard (Jonas Rasmussen)
3. 10:06 4-14 Jeppe V. Trier (Peter Steen Jensen)
3. 17:07 4-15 Rasmus Enevoldsen (Kristian Nørhave)
3. 18:49 U5 Kristian Kirk, Hafnia
3. 18:49 U2+10 Emil Spanggaard, Herlev
3. 19:11 U2 Morten Ketelsen, Herlev

MOM:
Rasmus Enevoldsen

OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2015/16

Ny spiller?

Har du lyst til at prøve Floorball? Søger du en ny klub? Eller har du bare lyst til motion i et sjovt og socialt samvær? Så kom og spil med hos Hafnia - Alle er velkommen!

Læs mere