H1: Nederlag mod Rungsted efter vanvittig kamp

Kirk -

Det var to offensiver i hopla, der fredag aften krydsede klinger i Rungsted, men desværre for Hafnia var 9 mål utroligt nok ikke tilstrækkeligt til point, efter hjemmeholdet vendte kampen i 3. periode.

Rammerne var perfekte til natkassekampen i Rungsted. De to holds 2. hold havde spillet forud for kampstart, og Hafnias næstbedste mandskab gjorde alt for at støtte 1. holdet i bestræbelserne på at sikre sig vigtige point i topstriden. Trods holdenes placering i tabellen var Hafnia på forhånd opmærksom på, at det ville blive en vanskelig opgave. De to tidligere opgør var således først blevet afgjort til Hafnias fordel sent i 3. periode.

Da kampen blev fløjtet i gang stod det straks klart, at begge hold var indstillet på offensiv floorball i hæsblæsende tempo. Et tempo, der skulle vise sig nok at være en tand for højt for dagens dommerpar. Rungsted startede målfesten, inden to minutter var passeret på uret, da en Rungsted-back udækket fik lov at afslutte fra en god position. Hafnia svarede dog hurtigt tilbage, da Rasmus med en tværpasning fandt wingkollega Thomas, der kunne sende bolden fladt i mål, inden målmanden nåede at lave sin sideforflytning. Herefter fik Rungsted en absurd scoring. Rungsteds svenske accent, der stærkt kandiderer til 1. divisions mest usympatiske spiller med sine konstante unoder, både slog på og løftede en Hafnia-stav for at erobre bolden. Det var om muligt sæsonens mest oplagte frislag, og alle stod måbende og så til, at Rungsted-spilleren scorede til 2-1 alene med Meyer. Den rutinerede (læs gamle) målvogter var ved at koge over af raseri, og da Rungsted umiddelbart efter scoringen fik et frislag i hjørnet for en forseelse, der kun var 10% så grov som den, Rungsted havde udnyttet til scoring, kastede Meyer bolden væk i frustration og modtog korrekt en udvisning herfor. En stærkt spillende Andreas Krogh gav Hafnia en forsmag på, hvad der ventede fra hans stav, med sit overtalsmål til 3-1. Nørhave fik dog hurtigt reduceret, og der skulle kun gå yderligere 22 sekunder, før Hafnia var på omgangshøjde igen. På ny var det “Rødovre-duoen”, der var på spil. Denne gang var rollerne byttet om, da Rasmus scorede sit første mål i Hafnia-trøjen. Og det skulle hurtigt blive endnu bedre for Hafnia, da Terkelsen satte et frislag knaldhårdt i nettet fra kort afstand. Herefter fik Rungsteds svensker sin – utroligt nok – eneste udvisning i kampen. Også denne situation udnyttede Hafnia. Kirk var undervejs i overtallet nødt til at erstatte Terkelsen, og fra sin position bag mål fandt han Nørhave, der fra kanten sikkert satte sit andet mål. 3-1 var blevet til 3-5 på 6 minutter, og nu havde Hafnia greb om tingene, troede de… Helt upresset lavede Hafnias bagkæde imidlertid en simpel opspilsfejl, og det sendte hjemmeholdets Peter Thage alene igennem med Meyer, og den chance var målræven ikke sen til at udnytte, men helt ubegribeligt fløjtede dommerne straffeslag til Rungsted i stedet for scoring. Det var et oplagt mål, og da dommerens fløjte først lød efter scoringen, virkede fordelsreglen helt uundgåelig. Rungsted protesterede forståeligt nok, men heldigvis for kampen – må man trods alt sige – scorede Rungsted på straffeslaget. 4-5 var stillingen efter en utrolig seværdig – men også rodet – 1. periode, hvor ingen af de to holds forsvar eller keepere for alvor havde fået fat.

Begge hold skiftede målvogter forud for 2. periode. Møller i Hafnia-målet nåede dog ikke at røre bolden, før Krogh med en sindssyg flot soloscoring udlignede få sekunder inde i perioden. Og Hafnia kæmpede virkelig med at holde trit med Rungsteds 1. kæde med Krogh, Thage og Grey, der også stod for målet til 6-5 kort efter. Som så mange gange før viste kaptajn Jensen herefter sin store betydning for holdet i modgang, da han udlignede på Jeppes oplæg. Halvvejs i perioden var det igen Hafnia, der kom foran, da Terkelsen, der lidt uvant spillede back, scorede sit 22. sæsonmål. Terkelsen nåede dog dårligt at få armene ned, før han havde scoret selvmål i den anden ende. Rungsteds Stephan Grey sendte en knivskarp pasning gennem midten i retning mod Thage, som Terkelsen forsøgte at forhindre i at nå frem med sin fod, men i stedet sejlede bolden i netmaskerne bag en chanceløs Møller. En kold dukkert for Hafnia, som dog hurtigt blev revancheret i den anden ende, da Jannick viste fornemt overblik og på kanten fandt en fri Frede, der sikkert trak bolden op i målhjørnet til 7-8, hvilken stilling hold perioden ud.

3. periode startede, som Hafnia kunne have ønsket sig, med et tidligt powerplay. Desværre blev overtalssituationen afkortet af en udvisning til Terkelsen. Selvsamme Hafnia-spiller var kun lige kommet på banen igen, da han helt unødvendigt pådrog sig hele to udvisninger yderligere (2+2) i samme spilsekvens. Hafnia overlevede ikke engang et minut i undertal, før udligningen var en realitet, og hjemmeholdet havde udsigt til yderligere 2 minutter i overtal, da kun den første udvisning blev annulleret. Thomas udviste imidlertid stor fightervilje, da han 4 mod 5 kæmpede sig igennem Rungsted-forsvaret og fremtvang straffeslag. Kaptajn Jensen var køligheden selv, og med scoringen til 8-9 vejrede Hafnia morgenluft. Rungsted åbnede op bagtil i jagten på udligningen, og det gav Hafnia to hurtige monsterchancer for at bringe sig foran med to mål, herunder en 2 mod 0-situation, hvor det lykkedes Nørhave og Jeppe at spolere den gyldne mulighed alene med keeperen. Havde Hafnia kendt sin besøgstid, var kampen, der længe havde balanceret på en knivsæg, blevet afgjort her, men sådan skulle det ikke gå, og i stedet var det kampens store oplevelse, Andreas Krogh, der med sit 3. mål kunne udligne til 9-9 halvejs i perioden. Kampens slutfase blev i sagens natur meget dramatisk, og selvfølgelig – fristes man næsten til at sige – var det Rungsteds 1. kæde, som afgjorde affæren og tildelte Hafnia noget af en mavepuster med målet til 10-9. Hafnia kunne således ikke i slutfasen mønstre endnu et comeback – ej heller selvom mulighederne var der i de døende minutter i overtal 6 mod 4 med målmanden trukket. Navnlig Thomas fik et par gode skudmuligheder, men det var bare Rungsteds aften, selvom Hafnia helt sikkert vil føle, det var en kamp, man burde have vundet.

Begge hold var tydeligvis frustreret over dommernes linje i opgøret og følte sig med god grund bortdømt i flere situationer. For Hafnia var det imidlertid særligt frustrerende, at Rungsteds 2. kæde gennem 60 minutter havde carte blanche til at sætte eftertacklinger, tackle mod banden, skubbe i ryggen m.v., uden dette fik konsekvenser. Rungsted havde både den stærkeste og den svageste kæde i opgøret, og det forhold, at Rungsteds knap så farlige 2. kæde (1 mål ud af de 10) fik lov at benytte ulovlige midler i så udstrakt grad, forhindrede nok Hafnia i for alvor at udnytte sin bredde i angrebet. Nuvel, Rungsted kæmpede forbilledligt for sejren, og fair nok de fik den til slut!

Rungsted-Hørsholm FK – Hafnia FC 10-9 (4-5, 3-3, 3-1)
1. 01:40 1-0 Nikolaj Hommel (Stephan Grey)
1. 03:21 1-1 Thomas Hvims (Rasmus Enevoldsen)
1. 07:05 2-1 Andreas Ritterfeldt (uass.)
1. 07:29 U2 Lars Meyer, Hafnia
1. 08:53 3-1 Andreas Krogh (Nikolaj Hommel) PP
1. 10:05 3-2 Kristian Nørhave (Peter Steen Jensen)
1. 10:27 3-3 Rasmus Enevoldsen (Thomas Hvims)
1. 12:11 3-4 Anders Terkelsen (Jeppe V. Trier)
1. 13:58 U2 Andreas Ritterfeldt, Rungsted
1. 15:50 3-5 Kristian Nørhave (Kristian Kirk) PP
1. 17:28 4-5 Nikolaj Hommel (straffeslag)

2. 00:23 5-5 Andreas Krogh (Nikolaj Hommel)
2. 03:04 6-5 Peter Thage (Stephan Grey)
2. 04:56 6-6 Peter Steen Jensen (Jeppe V. Trier)
2. 09:13 6-7 Anders Terkelsen (Kristian Nørhave)
2. 09:50 7-7 Selvmål (Anders Terkelsen)
2. 10:16 7-8 Frederik Trier Møller (Jannick N. Strikert)
2. 11:01 U2 Andreas Krogh, Rungsted
2. 13:33 U2 Nikolaj Hommel, Rungsted
2. 13:33 U2 Thomas Hvims, Hafnia

3. 00:46 U2 Rasmus Limschou, Rungsted
3. 02:07 U2 Anders Terkelsen, Hafnia
3. 04:37 U2+2 Anders Terkelsen, Hafnia
3. 05:21 8-8 Stephan Grey (Peter Thage) PP
3. 06:20 8-9 Peter Steen Jensen (straffeslag) SH
3. 09:54 9-9 Andreas Krogh (Nikolaj Hommel)
3. 12:16 10-9 Peter Thage (Stephan Grey)
3. 15:33 Timeout, Hafnia
3. 18:02 U2 Peter Thage, Rungsted
3. 19:07 Timeout, Rungsted

MOM:
Thomas Hvims

OPDATERET STATISTIK: http://hafniafloorball.dk/herre/herre-1/herre-1-pointliste-201314-2/

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning