H1: Ny skuffende indsats – men sejr trods alt

Hafnia havde en del at revanchere fra midtugen, men den spillemæssige forløsning udeblev i søndagens aftenopgør mod CBS.

At der overhovedet var spænding om resultatet forud for 3. periode, var svært at forstå for Hafnia-mandskabet, der i den grad havde været “skoledrengene” overlegne i 40 minutter, men kun scoret 2 mål på anslået 25-30 gode muligheder. Da CBS omvendt havde scoret på 2 af sine 4 skud indenfor målrammen, hang frustrationerne uden på de hvide trøjer.

I sådanne situationer er rutine en uvurderlig størrelse, og derfor kunne det næppe være anderledes, end at dagens helt skulle blive mr. Hafnia, Lars Neubert, der i Hafnias eneste powerplay viste den kølighed foran kassen, som holdkammeraterne i den grad manglede på dagen.

Hafnia trak til slut en alt for snæver sejr på 4-2 hjem, men mod en blot lidt bedre modstander var pointene nok ikke tilfaldet amagerkanerne.

På søndag venter Lyngby i Sundbyhallen, og der er tradition for højintense opgør, når holdene krydser klinger. Det ville være kærkomment, om Hafnia kunne finde et ekstra gear eller 3 frem til opgøret. Samtidig kan Hafnia til kampen præsentere en “ny” spiller, som med garanti vil udgøre en forstærkning.

Endelig blev det mandag en kendsgerning, at Hafnia avancerer i pokalturneringen trods det snævre nederlag til Copenhagen, idet Valby-holdet benyttede en ulovlig finne i opgøret. Hafnia er selvfølgelig kede af at skulle gå videre på en skrivebordsafgørelse, men omvendt udgør chancen for at møde et så stærkt mandskab som Benløse en unik mulighed for “motionisterne”, og trods sympatien for navnlig Schow og Parbo skylder Hafnia ikke Copenhagen noget.

CBS Floorball – Hafnia FC 2-4 (0-2, 2-0, 0-2)
1. 05:07 0-1 Rasmus Enevoldsen (Peter Steen Jensen)
1. 06:49 0-2 Anders Terkelsen (Kristian Nørhave)

2. 09:01 1-2 Andreas Mogensen (Casper Vesterskov)
2. 11:28 2-2 Mads Voldum (Andreas Mogensen)
2. 16:08 U2 Anders Terkelsen, Hafnia
2. 18:20 U2 Anders Terkelsen, Hafnia

3. 06:05 U2 Mads Voldum, CBS
3. 06:51 2-3 Lars Neubert (Kristian Nørhave) PP
3. 14:08 2-4 Peter Steen Jensen (uass.)
3. 19:54 Timeout, CBS

MOM:
Lars Neubert

OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2015/16

Ny spiller?

Har du lyst til at prøve Floorball? Søger du en ny klub? Eller har du bare lyst til motion i et sjovt og socialt samvær? Så kom og spil med hos Hafnia - Alle er velkommen!

Læs mere