For ikke mange uger siden tabte Hafnia det tilsvarende fredagsopgør stort, men denne fredag aften var der helt andre boller på suppen!
2 selvmål, 2 straffescoringer, 4 powerplay-kasser og et mål, som måske slet ikke krydsede stregen – jo tak, Hafnia havde vind i sejlene i Rungsted-hallen! Hjemmeholdets ulykke var dog i høj grad selvforskyldt som følge af total mangel på disciplin.
Det startede ellers helt udramatisk med to hold, der så hinanden an. Hafnia havde talt om at holde hjemmeholdets enmandshær, Andreas Krogh, i kort snor, men det blev ved forsøget i kampens indledning, og Krogh bragte hurtigt de orange foran. Herefter fik Rungsted endnu et mål, da backen Michael Transel tog turen med frem og fik presset et skud ind bag Meyer fra en svær vinkel. Staven blev i den grad ført igennem og endte i pandebrasken på Kirk, der groggy måtte tage plads på bænken, mens den fra Østen hjemvendte Werdelin smed overtrækstrøjen. Og det skulle blive endnu værre for udeholdet, da Krogh på ny scorede for Rungsted – 3-0 kun halvvejs i 1. periode, og det lignede dermed ren déjà-vu i forhold til det friske 10-4-nederlag i samme hal.
Hafnia lod sig dog ikke ryste denne fredag, og reaktionen på modgang var et højt pres. Lad det være sagt med det samme: Det kunne Rungsted ikke lide! Det blev personificeret af Rungsteds anfører, Nikolaj Hommel, der lavede et forfærdeligt selvmål, da han bag eget mål hamrede bolden ind i kassen via egen keeper – komisk scoring efter blot en smule pres fra 2. kæden, men samtidig synd for Hommel, der tog sig til hovedet.
Mod slutningen af perioden blev der så begået straffe mod Jeppe, der fornemt trak fri indover midten. Kaptajn Jensen eksekverede det vigtige straffe usvigeligt sikkert, da han brugte sin yndlingsfinte og lagde bolden blødt ind over keeperen under sideforflytning. Hafnia nåede dog dårligt at få armene ned efter reduceringen, før en aflevering fra Hviid blev opsnappet og prompte sendt videre til Krogh, der sikkert fuldbyrdede et tidligt hattrick med sin afslutningen i krogen. Umuligt at forudse på dette tidspunkt, at dette skulle blive det sidste, man så til Krogh.
Selvom man var nede med to scoringer, bar Hafnia momentum – og det høje pres – videre til 2. periode. Reduceringen til 4-3 var kampens mest kontroversielle scoring, da Nørhave bag Rungsted-kassen sendte bolden ind i ryggen på keeperen og i mål, eller…? Nørhave jublede i hvert fald, og nettet blafrede også, men Rungsted-spillerne gik helt i sort, da dommerne fløjtede mål. Angiveligt havde bolden ikke passeret stregen, hvilket fik Rungsteds anfører til at indlede den længste diskussion i mands minde med den ene halvdel af dommerparret, der imidlertid var sikker i sin sag. Nørhave udtrykte efter kampen selv tvivl, men dommerens øje havde altså fanget den. Målet blev noteret som et selvmål af Rungsteds reservekeeper, der havde erstattet den skadede førsteskanse Daniel Hermansen mellem perioderne.
Herefter pressede Hafnia på for udligningen, men i stedet scorede svenske Andreas Ritterfeldt til 5-3. Samme Ritterfeldt burde egentlig allerede have været nævnt 5-6 gange i dette referat for sine konstante unoder i det skjulte i form af albuer, eftertacklinger m.v., men henset til, at Ritterfeldt tidligere har klaget til Hafnia over, at han i et kampreferat blev udråbt til 1. divisions mest usympatiske spiller (hvilket flere andre klubber i øvrigt bakkede op om), vil undertegnede forsøge at holde det på et minimum.
Jeppe fik dog hurtigt Hafnia tilbage på sporet med en lidt heldig flad afslutning, hvor keeperen ikke så godt ud. Herefter var Nørhave i centrum, da han solo udlignede til 5-5. Nørhave var egentlig allerede tilbage i truppen i sidste kamp mod PI efter sin langvarige skade – uden dog at gøre det store væsen af sig, men denne aften var det tydeligt, at det var “den gamle Nørhave”, som var på banen. Jeppe gav kort efter Hafnia den første føring: Endnu en tur indover midten førte til en afventende udvisning, der tillod Jeppe at fuldføre sit løb og score til 5-6. Flot dommerarbejde at lade fordelsreglen gælde i den situation!
Kun ét mål adskilte således holdende inden de sidste 20 minutters floorball. Nørhave scorede imidlertid hurtigt til 5-7, og nu troede udeholdet for alvor på sejren. Også denne scoring gav anledning til massive protester, da Rungsted mente, at Nørhave udviste usportslig adfærd, da han angiveligt skulle have kaldt afleveringen fra den – denne aften – uheldige Hommel, der med ryggen til Nørhave troede, han var en medspiller. Målet skulle blive startskuddet til en mildest talt ensidig periode. Ritterfeldt gjorde hernæst sine holdkammerater en gedigen bjørnetjeneste med en udvisning, hvilket overtal hurtigt førte til endnu en scoring fra Nørhaves stav. Herefter fulgte et større udvisningsshow med Rungsted i centrum. Hele 15 udvisningsminutter trak hjemmeholdet i 3. periode, og hermed fraskrev de sig enhver mulighed for at komme tilbage i kampen. Omvendt var Hafnia iskolde i denne fase og satte den ene scoring efter den anden. Superduoen Bølle-Bob/Hvims begyndte navnlig på dette tidspunkt at finde pladsen til lækkerier, mens defensiven med Philippe, Neubert, Werdelin, Kirk og Hviid – med den indskiftede Møller på kassen bag sig – afviste samtlige de sporadiske Rungsted-forsøg.
De manglende mål blev til slut for meget for Krogh, der ikke kunne få det til at fungere med “hvid overfrakke” på. Han begik i hvert fald straffeslag og indkasserede samtidig 5 minutter i boksen. Kirk fik chancen på straffeslag, og mens kaptajn Jensen brugte sin favoritfinte, brugte Kirk den eneste finte, han kender. Iskoldt gik den forslåede back langsomt ned mod keeperen og lavede “forhånd til baghånd til forhånd-tricket”, hvorefter det var en formsag at sætte bolden ind den tomme halvdel af målet. Hafnia lavede yderligere to mål i overtal (Hvims & Bølle-Bob) og vandt hermed opgøret med imponerende 13-5. Alene sidste periode vandt amagerkanerne med 7-0, mens Møller, der stod anden halvdel af kampen, slet ikke blev passeret i sine 30 minutter, hvilket er noget af en præstation mod skudstærke Rungsted.
Meget skal nu gå galt, hvis ikke Hafnia skal slutte på 3. pladsen i 1. division. Kun næste weekends hjemmekamp mod ubesejrede Helsingør resterer, og det skal blive spændende at se, om Hafnia kan yde en smule mere kvalificeret modstand end sidst i Helsingør (11-1).
På topscorerlisten bemærkes det, at Bølle-Bob rundede imponerende 50 point, mens Hvims kom op på 30 sæsonscoringer. Skulle det lykkes Jeppe at score blot et enkelt mål mod Helsingør, vil det være første gang i holdets historie, at 3 spillere laver mere end 30 mål på en sæson!
Rungsted-Hørsholm FK – Hafnia FC 5-13 (4-2, 1-4, 0-7)
1. 03:58 1-0 Andreas Krogh (Nikolaj Hommel)
1. 08:18 2-0 Michael Transel (uass.)
1. 11:24 3-0 Andreas Krogh (Peter Gormsen)
1. 14:31 3-1 selvmål Rungsted (Nikolaj Hommel)
1. 17:53 3-2 Peter Steen Jensen (straffeslag)
1. 18:05 4-2 Andreas Krogh (Anders Sørensen)
1. 18:30 U2 Nikolaj Hommel, Rungsted
2. 01:05 4-3 selvmål Rungsted (Alexander Filipsen)
2. 06:28 5-3 Andreas Ritterfeldt (Michael Transel)
2. 08:07 5-4 Jeppe V. Trier (Peter Steen Jensen)
2. 14:33 5-5 Kristian Nørhave (uass.)
2. 16:11 5-6 Jeppe V. Trier (uass.)
3. 02:01 5-7 Kristian Nørhave (uass.)
3. 02:40 U2 Andreas Ritterfeldt, Rungsted
3. 03:33 5-8 Kristian Nørhave (Peter Steen Jensen) PP
3. 06:02 U2 Nikolaj Hommel, Rungsted
3. 06:20 U2 Rasmus Enevoldsen, Hafnia
3. 09:08 U2 Dennis Hørringsen, Rungsted
3. 09:08 U2 Philippe Nielsen, Hafnia
3. 09:26 U2 Andreas Ritterfeldt, Rungsted
3. 09:44 5-9 Thomas Hvims (Peter Steen Jensen) PP
3. 14:01 U2 Mikael Kepp, Rungsted
3. 14:28 U2 Peter Steen Jensen, Hafnia
3. 15:26 5-10 Rasmus Enevoldsen (Thomas Hvims)
3. 16:33 U5 Andreas Krogh, Rungsted
3. 16:33 5-11 Kristian Kirk (straffeslag)
3. 18:21 5-12 Thomas Hvims (Rasmus Enevoldsen) PP
3. 19:41 5-13 Rasmus Enevoldsen (Kristian Nørhave) PP
MOM:
Kristian Nørhave
OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2015/16