I det højintense, tætte opgør overvandt Hafnia en svær start og to skader og kunne til slut sætte 3 point ind på kontoen.
Det var på forhånd ganske uvist, hvor Hafnia befandt sig form- og niveaumæssigt efter en ganske kort optakt til sæsonen uden træningskampe og med afklapsningen mod DM-vinderne fra Benløse som eneste kamptræning.
Selvom Hafnia var ramt af forholdsvis mange afbud, løftede sene klarmeldinger fra Helgstrand og Nørhave truppen. Førstnævnte gjorde comeback i Hafnia-trøjen, men holdt desværre kun to skift grundet en muskelskade, og så var udeholdet allerede decimeret fra start – 9 markspillere mod de oranges 3 kæder med langt yngre ben. Hjemmeholdet fik yderligere medgang, da den spillende træner, Christian Sonne, forholdsvis hurtigt bragt de ambitiøse nordsjællændere foran.
I det hele taget var RHFK det bedste hold på banen i 1. periode, og anslået 3/4 af alle nærkampe blev vundet af de gennemsnitligt ca. 10 år yngre spillere. En lettere komisk situation opstod halvvejs i perioden, hvor Kirk tacklede Bo Lykke Jensen bag egen kasse. RHFK-spilleren gik i gulvet, men dommeren, der var placeret en meter fra episoden, vurderede tacklingen som ren. Den liggende spiller holdt herefter fat i Kirks ben, og da den efterhånden lettere ophidsede Hafnia-spiller ad to omgange havde appelleret til, at grebet blev sluppet, blev Lykke Jensen fjernet “med den fornødne magt”, hvorved det var Hafnia-spilleren, der havnede i udvisningsboksen. Trods modgang, tabte dueller og undertal holdt Hafnia sig inde i opgøret, og mod periodens afslutning vendte amagerkanerne kampen. Først modtog Jeppe en lang aflevering fra Kirk langs banden, og i vanlig stil trak Jeppe hastigt indover midten, forbi målmanden og udlignede. Målet ansporerede Hafnia, der, 5 sekunder før fløjten lød, scorede på ny. Denne gang var det Hviid, der med en meget fornem – og ikke mindst hård – afslutning sendte udeholdet i front stik mod spillets gang.
2. periode var opgørets mest åbne, og begge hold så skarpere ud i offensiven. Hafnia kunne dog i mange situationer drage nytte af holdets rutine, og RHFK måtte – trods en tidlig udligning – hurtigt erkende, at man ikke længere var bedst i de konstante nærkampe. Netop en nærkamp kostede imidlertid Hafnia endnu en skade – og denne gang til holdets ubestridt vigtigste offensive våben, nemlig topscorer Jeppe, som dog valgte at fortsætte opgøret trods åbenlyse smerter i lysken og deraf følgende manglende evne til at løbe igennem. Målinstinktet var dog ikke skadet, og Jeppe scorede kort efter til 2-3! Føringen holdt ikke længe, og holdene udvekslede herefter mål frem til 4-5 med Hafnia-kasser af Hvims og Jeppe på ny, hvorved et hattrick var i hus. Enkelte spillere i orange trøje begyndte mod periodens afslutning at koge en smule over – især Dennis Hørringsen, som vel efterhånden havde været i skænderi og/eller infight med halvdelen udeholdets spillere. Under et spilstop hoppede kæden helt af, da han valgte at lave “crosschecking” på en måbende Hafnia-mand. Kun én dommer så episoden, men at slippe med 2 minutters afkøling i den situation må betegnes som yderst heldigt, da et rødt kort ellers havde været passende! Heldigvis blev dumheden straffet 14 sekunder senere – vel at mærke få tiendedele før hallens buzzer lød. I overtal havnede bolden hos Jesper Jakobsen på højre kanten, og alle i hallen – inkl. medspillere – nåede nok at tænke, at der ikke var tid til en afslutning. Jesper har imidlertid et ekstremt hurtigt skud, der vel nærmest kan betegnes som en torpedo, der farer hen ad gulvet (sjældent ret meget luft under), og torpedoen nåede målmaskerne i samme sekund, der blev sat punktum for perioden – 4-6!
Sidst Hafnia besøgte Hørsholmhallen, vendte de orange kampen på hovedet i sidste periode og tog sejren i overtid. En smule trætte og decimerede skulle Hafnia forsøge at undgå en “da capo”. Perioden forblev imidlertid meget lige, og selvom hjemmeholdet var mest på bolden i jagten på point, gav det åbninger i den anden ende. Ingen af holdene formåede dog at tage vare på chancerne. RHFK fik reduceret en enkelt gang, men Hafnias overtalsspil afgjorde kampen, da et selvmål blev fremprovokeret efter kun 5 sekunders overtalsspil lidt over midtvejs i perioden. Målet punkterede energien hos de orange, og de formåede først at lægge pres på Hafnia mod kampens afslutning, da Jeppe fik en udvisning, hvorefter RHFK trak målmanden og satsede 6 mod 4. Yderligere scoringer udeblev trods stolpeskud og behov for flere fine aktioner fra Møller på kassen.
NB. Kampen blev optaget af hjemmeholdet med henblik på livestreaming, men da der til dels gik koks i streamingen, vil kampen efter det oplyste blive lagt på YouTube snarest, hvis man vil se eller gense den underholdende kamp.
Rungsted-Hørsholm FK – Hafnia FC 5-7 (1-2, 3-4, 1-1)
1. 04:57 1-0 Christian Sonne (Valdemar Jarløv)
1. 10:33 U2 Kristian Kirk, Hafnia
1. 18:37 1-1 Jeppe V. Trier (Kristian Kirk)
1. 19:55 1-2 Thomas Hviid (Thomas Hvims)
2. 01:17 2-2 Jeppe Burchard (Christian Sonne)
2. 05:27 2-3 Jeppe V. Trier (Peter Steen Jensen)
2. 06:13 3-3 Christian Sonne (Jeppe Burchard)
2. 10:27 3-4 Thomas Hvims (Thomas Hviid)
2. 11:40 4-4 Patrick Kisbye (uass.)
2. 13:31 4-5 Jeppe V. Trier (Kristian Nørhave)
2. 19:45 U2 Dennis Hørringsen, RHFK
2. 19:59 4-6 Jesper Jakobsen (Thomas Hvims) PP
3. 07:20 5-6 Jeppe Burchard (Dennis Hørringsen)
3. 11:46 U2 Nikolaj Hommel, RHFK
3. 11:51 5-7 Selvmål (Peter Gormsen) PP
3. 15:24 Timeout, RHFK
3. 17:52 U2 Jeppe V. Trier, Hafnia
3. 17:52 Timeout, Hafnia
MOM:
Jesper Jakobsen (knebent foran Jeppe)
OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2017/18