H1: Sejr over Lyngby i “sudden victory”

Kirk -

En helt igennem vanvittig kamp, hvor det meste var tilladt, fandt først sin afgørelse i overtiden, da Hafnia scorede til 9-8 og reddede lidt af æren efter et ubegribeligt – og utilgiveligt – Lyngby-comeback!

Kan et spillemæssigt overlegent hold, der er foran 8-3 med 11½ minut tilbage på klokken, smide sejren væk? Svaret burde give sig selv, men tirsdag aften blev et Hafnia-mandskab i fuld kontrol næsten knockoutet af Lyngbys powerplay.

Forud for den skæbnesvangre sidste halvdel af 3. periode havde Hafnia domineret massivt. Lyngbys meget aggressive og fysiske spillestil, der indtil overtiden forblev upåtalt, gjorde dog, at kampen forblev intens, selvom udeholdets føring løbende blev udbygget. Brødrene Trier var især i hopla med 2 mål til Frede (der nu har scoret samtlige sine 6 mål i sæsonen mod Lyngby) og 4 til den på dagen helt ustyrlige Jeppe.

Men så indtraf begivenheden, der vendte kampen på hovedet: Sølvræven, den gennemrutinerede Werdelin, mistede besindelsen efter en eftertackling og sparkede angiveligt Lyngby-spilleren som hævnakt. Forseelsen kunne måske have trukket et rødt kort, men blev takseret til 5 minutter, der som bekendt ikke giver spilleren mulighed for at komme på banen igen – selv i tilfælde af scoring til modstanderen. Kort forud for undertallet havde Lyngby reduceret til 4-8, og da overtallet herefter resulterede i hele 3 scoringer til Lyngby, var Hafnia i tovene som en groggy bokser.

I sidste uges kamp mod Rødovre red Hafnia stormen af trods en tilsvarende dramatisk afslutning på kampen med lang tid i undertal. Denne gang kostede Hafnias mangel på disciplin imidlertid point. Klubbens mest rutinerede spiller, den 41-årige tidligere DM-vinder og klubikon Lars Neubert, eksemplificerede Hafnias skrøbelige tilstand i slutminutterne, da han sendte et frislag i eget hjørne lige i brystkassen på en Lyngby-spiller, der tæmmede bolden og flot udlignede til 8-8. Chokstemning var ikke dækkende for ikke ansigtsudtrykkene på Hafnia-bænken.

Kampen gik i overtid, og endelig, endelig, endelig takserede dommerparret en Lyngby-forseelse til udvisning. Nu var det Hafnias tur til at vise sit overtal frem, og selvom det ikke var et specielt overbevisende powerplay, lykkedes det alligevel Jeppe at score sit 5. mål med kun 4 sekunder tilbage af udvisningen – game over!

I stedet for 3 point må Hafnia således nøjes med 2, men det har man kun sig selv og den manglende disciplin at takke for. At Lyngby fik lov til at spille endda rigtig hårdt og slå meget på staven, kan ikke bruges som undskyldning. To point er dog i sagens natur bedre end Lyngbys ene, og Hafnia må finde trøst i det faktum, at man trods alt var i stand til at rejse sig trods den ekstremt skuffende afslutning på ordinær spilletid.

Næste kamp er lørdag mod bundproppen FFK, som endnu har en sejr til gode. Man må håbe, at Hafnia kan levere en mere helstøbt og disciplineret indsats i dette opgør og dermed fastholde sin position som nr. 3 i 1. division.

Lyngby FF – Hafnia FC 8-9 SV (2-2, 0-3, 6-3, 0-1)
1. 03:47 0-1 Frederik Trier Møller (Lars Neubert)
1. 11:43 1-1 Ole Håkansson (Tim Ingemann)
1. 12:35 2-1 Mathias Mattsson (Nicholas Brix Olesen)
1. 16:03 2-2 Mads Mortensen (Anders Terkelsen)
1. 18:50 U2 Kristian Kirk, Hafnia
1. 19:54 U2 Nicholai Ellebæk, Hafnia

2. 07:35 2-3 Jeppe V. Trier (Kristian Søger)
2. 09:07 2-4 Jeppe V. Trier (Nicholai Ellebæk)
2. 17:33 2-5 Jeppe V. Trier (Jannick N. Strikert)

3. 03:59 2-6 Anders Terkelsen (uass.)
3. 06:31 2-7 Jeppe V. Trier (Nicholai Ellebæk)
3. 06:31 Timeout, Lyngby
3. 08:17 3-7 Tim Ingemann (Johnny Løvhøj)
3. 08:28 3-8 Frederik Trier Møller (uass.)
3. 09:25 4-8 Nicholas Brix Olesen (uass.)
3. 11:59 U5 Michael Werdelin, Hafnia
3. 12:58 5-8 Mark Dalsager (Nicolas Butler) PP
3. 13:22 6-8 Johnny Løvhøj (Mark Dalsager) PP
3. 13:22 Timeout, Hafnia
3. 16:36 7-8 Johnny Løvhøj (Tim Ingemann) PP
3. 18:04 8-8 Morten Trostmann (uass.)

OT 01:18 U2 Nicholas Brix Olesen, Lyngby
OT 03:14 8-9 Jeppe V. Trier (Anders Terkelsen) PP

MOM:
Jeppe V. Trier

OPDATERET STATISTIK: http://hafniafloorball.dk/herre/herre-1/herre-1-pointliste-201314-2/

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning