H1: Sejr på Bornholm… Men 3. pladsen en ærgerlig realitet!

Kirk -

At kampen overhovedet kunne afvikles lørdag eftermiddag var lidt af et under. En mindre storm var således nok til at forårsage, at to færger blev aflyst, Øresundsbroen lukket, og at Øresundstoget til Malmø, der reelt var plan C, måtte opgive at køre videre ved en lille svensk flække, hvilket efterlod en forvirret Hafnia-trup i det svenske med et times tid til at nå færgen i Ystad. En svensk turistbus blev dog indsat i sidste sekund og færgen nået med en sikker margin på 5 minutter, hvorefter høj bølgegang ventede.

Kampen skulle egentlig have været spillet i Nexø en times transport fra Rønne, men heldigvis var FF Bornholm så venlige at sørge for, at kampen kunne afvikles i Rønne, hvorved Hafnia havde mulighed for at nå færgen hjem. Her stoppede gæstfriheden dog også, for det var tydeligt fra første fløjt, at hjemmeholdet ønskede at slutte sæsonen af med en sjælden sejr over Hafnia, som plejer at have rigtig godt styr på de rødblusede fra klippeøen. Dette kom til udtryk i fysisk spil fra værternes side, og mangt en Hafnia-spiller måtte i gulvet – nogen mere stilfuldt end andre.

Ej heller bølgegangen i hallen var dog voldsommere, end at Hafnia kunne holde skruen lige i vandet, og den fysiske tilgang kunne på ingen måde kompensere for en vis spillemæssig underlegenhed. Hafnia nød særligt godt af, at bornholmerne insisterede på mandsopdækning i stedet for den mere gængse zoneopdækning. Det gav plads, og FF Bornholm var nødt til at begå en del frislag for at holde udeholdet fra fadet. Et af disse frislag udnyttede anfører Jensen omtrent halvvejs i første periode til at bringe Hafnia på sejrskurs. Jensen scorede hermed sit mål nr. 100 for Hafnia. En flot bedrift af den 34-årige nordjyde, der skulle bruge 133 kampe til at runde denne milepæl som i øvrigt kun den anden spiller i “Team 2002’s” historie.

Den indledende periode var klart hjemmeholdets bedste, og 2. periode bød fra start på voldsom Hafnia-dominans. Måltavlen blev dog kun opdateret én gang – nemlig ved Terkelsens scoring til 0-2. Målet var en konsekvens af Petzkes utrættelige arbejde for at vinde bolden højt i banen. Hafnias defensiv begyndte endvidere så småt at tage modet en smule fra bornholmerne, og Meyer var nærmest arbejdsløs på kassen i lange perioder.

3. periode var mere af samme skuffe, men spændingen om udfaldet blev først for alvor dræbt midtvejs i perioden, da kaptajnen på ny scorede. Denne gang var der tale om en fornem styring foran mål, efter Søger havde sendt en flad afslutning af sted fra kanten. Petzke kunne nogle minutter efter lukke og slukke til 0-4 med en soloscoring – et rigtig energimål. Lidt unødvendigt sluttede et ellers nogen lunde fair spillet opgør med et rødt kort til en af hjemmeholdets spiller, der tabte hovedet 22 sekunder før slutfløjtet. Ellers kredit til FF Bornholm, som det altid er en fornøjelse at møde!

Hafnia og Meyer holdt dermed nullet i sæsonafslutningen, og en storspillende Werdelin modtog for 4. gang i sæsonen hæderen som bedste Hafnia-spiller, om end der var adskillige gode præstationer.

Kampen var primært af kosmetisk betydning, men 2. pladsen syntes sikret, da Lyngby skulle slutte af søndag mod ubesejrede Rødovre II, der har vist sig flere niveauer over modstanderne i 2. division øst. Højst overraskende kunne Lyngby dog trække sig sejrrigt ud af det opgør, og så blev pointtabet mod Benløse II – sammen med Lyngbys skrivebordssejr over Vanløse II (efter at have tabt opgøret klart) – altså afgørende for slutstillingen. Lidt ærgerlig afslutning på sæsonen for Hafnia-truppen, der i de indbyrdes opgør har haft et klart overtag mod de blå fra Lyngby. Nuvel, de to hold får 3 kampe i sæsonen 2014/15 til at afgøre, hvem er bedst! Nu hedder det således 1. division efter sommerferien…

FF Bornholm – Hafnia FC 0-4 (0-1, 0-1, 0-2)
1. 08:28 0-1 Peter Steen Jensen (ass. Mads Mortensen)

2. 04:14 0-2 Anders Terkelsen (ass. Niklas Petzke)
2. 11:29 U2 Lasse Andersen, Bornholm
2. 11:29 U2 Mads Mortensen, Hafnia

3. 11:39 0-3 Peter Steen Jensen (ass. Kristian Søger)
3. 13:21 Timeout, Bornholm
3. 16:34 0-4 Niklas Petzke (uass.)
3. 19:38 U5+Matchstraf Kenny Lyngberg, Bornholm

MOM: Michael Werdelin

OPDATERET STATISTIK: http://hafniafloorball.dk/herre/herre-1/herre-1-pointliste-201314-2/

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning