Hafnia viste høj moral og leverede et fantastisk comeback mod Vanløse i de døende minutter og stjal derefter sejren i sudden victory!
Bredden i Hafnias trup denne sæson er medvirkende til, at man må tage amagerkanerne seriøst som tophold i 1. division. Til dagens topkamp i Sundby var hjemmeholdets offensiv på ny uden Jeppe Trier, ligesom rutinerede folk som Lars Neubert og Kristian Nørhave var forhindret i at deltage. Alligevel kunne man mønstre to stærke kæder og heldigvis også en reserve, idet den ubestridte Hafnia-topscorer hidtil denne sæson, Rasmus Enevoldsen alias “Bølle-Bob”, tilsyneladende har nemmere ved at finde netmaskerne end ved at stille sit vækkeur.
Den lidt kaotiske optakt kunne dog ikke ses på banen, og navnlig Michael Werdelin, der for tiden ligner en mand, der har fundet sin anden floorball-ungdom, var i hopla med to scoringer i periodens første halvdel, hvoraf især det første mål, hvor Thomas Hvims viste stort overblik, var flot. Siden dalede Hafnia lidt i tempo, og det var der ikke råd til mod et Vanløse-mandskab, der spiller to gear hurtigere end de fleste andre hold i divisionen. Faktisk lykkedes det Vanløse at vende det hele på hovedet, så Hafnia gik ud til den første pause med den lidt ærgerlige stilling 2-3.
Med “Bølle-Bob” på banen fra anden periodes start fik Hafnia endnu et våben mod “den lilla ungdom”. På ny var det dog Werdelin, der scorede og dermed udlignede for hjemmeholdet. Den populære 40-årige sølvræv fuldbyrdede således et sjældent hattrick til stor jubel for holdkammeraterne. Kort efter følte Hafnia sig dog bortdømt, da “Bølle-Bob” snød Vanløses bageste mand, og netop som det lignede en friløber til topscoreren, begik udeholdets back en udvisning mod den lynhurtige nordjyde. Mange dommere havde nok takseret dette til straffeslag, men den kendelse fik Hafnia ikke. Straffeslag blev der til gengæld – helt korrekt – dømt i den ende, da kaptajn Peter Jensen reddede et Vanløse-skud på stregen med begge fødder plantet solidt i eget målfelt. Michael Møller på kassen “psykede” dog skytten, som eksekverede svagt. Man kan faktisk diskutere, om svenske Andreas Fredén overhovedet fik afsluttet. Det gjorde han til gengæld ikke mange minutter senere i periodens sidste minut, da han stik mod spillet på dette tidspunkt i kampen bragte udeholdet foran.
Hafnia gik ind til sidste periode med en klar ambition om at vende det truende nederlag til sejr. På den baggrund var det nærmest optimalt, da Vanløses Morten Hartmann hovedløst tacklede sig til en 5 minutters udvisning. På dette nøgletidspunkt præsterede Hafnia imidlertid et virkelig svagt overtalsspil i samtlige de mange minutter med kun ganske få kvalificerede afslutninger. Mange opfattede det derfor nok som game over, da Vanløse sekundet efter at være blevet fuldtallige slog kontra og scorede til 3-5. Hafnia fik dog endnu et overtal, og denne gang var der anderledes snert over både pasninger og afslutninger. Det blev bl.a. til et skud på overliggeren fra Hvims’ stav, men målene udeblev fortsat. Men så skete det: Niklas Petzke fremprovokerede et Vanløse-boldtab, og bolden endte hos backen Thomas Hviid, der trak ind over midten og mellem venner og fjender fik sendt et trækskud af sted, der endte helt oppe i målhjørnet – game on med 2½ minut på klokken! Målet gav hjemmeholdet den fornødne energiindsprøjtning, og Vanløse virkede en smule nervøse. Da der så blev taget hul på sidste spilleminut førte Christian Mostrup bolden frem og fandt en helt utrolig fri “Bølle-Bob” tæt under mål, og den brandvarme – og nu lysvågne – måltyv svigtede ikke sine holdkammerater med en kølig afslutning mellem keeperens ben – 5-5!!! Slutsekunderne blev kun beskæmmet af et flækket øjenbryn til Sebastian Knudsen, og så måtte Kristian Kirk, der ellers var udgået halvskadet, finde staven frem igen til overtime!
I den forlængede spilletid spillede Hafnia mest frit, hvilket utvivlsomt var et udslag af, at man allerede havde tyvstjålet ét point. Vanløse var ikke uden muligheder, men Hafnia var ekstremt nærgående ved flere lejligheder, indtil det til sidste lykkedes at fuldende en fantastisk kamp. Efter en Vanløse-afslutning rejste keeper Møller sig hurtigt fra sin knæpositur og kastede det vel nok fineste og mest præcise udkast i sin floorball-karriere op gennem midten til den gamle håndboldfløj “Bølle-Bob”, der uimodståeligt satte turboen på og oversprintede to desperate Vanløse-backs. Keeperen tøvede et halvt sekund med at komme ud, og det var nok til, at syvsoveren akkurat kom først på bolden, rundede keeperen og stensikkert kunne score det forløsende mål til stor skuffelse for de mange fremmødte Vanløse-fans. Herefter fulgte tumultariske scener i Hafnia Dome!
Hafnia kan nu holde en velfortjent kamppause på førstepladsen i 1. division!
Hafnia FC – Vanløse Floorball 6-5 SV (2-3, 1-1, 2-1, 1-0)
1. 01:53 1-0 Michael Werdelin (Thomas Hvims)
1. 07:57 2-0 Michael Werdelin (uass.)
1. 10:53 2-1 Jonas Neerup (Andreas Fredén)
1. 13:29 U2 Frederik Trier Møller, Hafnia
1. 13:43 2-2 Kasper Kennedy (Simon Lehnert) PP
1. 19:48 2-3 Kasper Kennedy (Morten Hartmann)
2. 05:58 3-3 Michael Werdelin (Rasmus Enevoldsen)
2. 07:21 U2 Nicklas Povlsen, Vanløse
2. 16:39 Misbrugt straffe, Vanløse (Andreas Fredén)
2. 16:39 U2 Peter Steen Jensen, Hafnia
2. 19:11 3-4 Andreas Fredén (Jonas Neerup)
3. 04:00 U5 Morten Hartmann, Vanløse
3. 07:18 Timeout, Hafnia
3. 09:01 3-5 Andreas Fredén (Jonas Neerup)
3. 10:22 U2 Niklas Petzke, Hafnia
3. 14:40 U2 Janus Kaufmann, Vanløse
3. 17:26 4-5 Thomas Hviid (uass.)
3. 19:19 5-5 Rasmus Enevoldsen (Christian Mostrup)
4. 07:45 6-5 Rasmus Enevoldsen (Michael Møller)
MOM:
Michael Werdelin
OPDATERET STATISTIK: Sæsonen 2016/17