H1: Sluttede sæsonen med storsejr over FFK

Kirk -

Hafnia spillede tæt på elendigt i 2 perioder, men så tog fanden ved amagerkanerne, der gik målamok i 3. periode med hele 11 scoringer og en samlet sejr på 14-2!

Det stod på forhånd klart, at Hafnia ville ende på 3. pladsen uanset resultatet. Der var dog fokus på at få en ordentlig afslutning på sæsonen mod bundproppen FFK – ikke mindst efter sidste weekends overraskende nederlag til PI-København. Hafnia var imidlertid på ingen måde sprudlende i startfasen. Det planmæssige føringsmål tegnede Mads sig for, da han sneg en lav afslutning ind ved nærmeste stolpe hos den tidligere Hafnia-keeper Christoffer Kastholm. Glæden varede ikke engang et halvt minut, før Meyer måtte pille bolden ud af netmaskerne i Hafnias ende efter tvivlsomt backspil. Kampen var rodet og uskøn på dette tidspunkt, men Rasmus’ scoring til 2-1 var alt andet end uskøn. Den tidligere Rødovre-spillers første afslutning blev reddet, men hvad gør det, når man blot kan slå til sin egen retur i luften og sende bolden uimodståeligt i kassen. Jeppe fik kort efter gang i sin målscoring igen med målet til 3-1.

Trods føringen var det ikke tilfredse Hafnia-spillere, der gik på banen til 2. periode. Til det havde FFK simpelthen været alt for godt med i kampen indtil da. Trods løfter om at investere mere i kampen som sådan – og nærkampene i særdeleshed – blev den midterste periode måske sæsonens dårligste. FFK vandt perioden 1-0 og kunne reelt også have udlignet på en af de skræmmende mange kontrachancer. Hafnia fik sig oven i købet en forskrækkelse mod periodens afslutning, da topscorer Jeppe landede akavet og slog sit knæ. Han skulle dog blive klar igen.

Heldigvis består en floorball-kamp af 3 perioder, og lad det være afsløret med det samme: ALT gik Hafnias vej i de sidste 20 minutter. Det hele startede med, at headcoach Neubert gjorde sin entre i hallen umiddelbart før periodens start, efter at have hastet fra Hamborg for at nå at se sine drenge i aktion. Om det var mr. Hafnias tilstedeværelse eller det faktum, at Kirk blandede kæderne på kryds og tværs forud for perioden, der medførte, at Hafnia var som forvandlet, vides ikke. Måske var det introduktionen af Ellebæk, der vendte skuden for Hafnia, eller måske var det i virkeligheden en kombination af alle 3 faktorer. Ellebæk, der var retur efter at have plejet en skade (læs: sin aldrende krop), brugte i hvert fald ikke lang tid på at gøre sig bemærket. Det vigtige mål til 4-2 var således en sand kanonkugle sendt ind fra centralt hold ikke langt fra midtercirklen – ren power af backen! Målet satte en bemærkelsesværdig Hafnia-stime i gang. 10 mål på 6 minutter og 21 sekunder!!! Og der var tale om flotte mål for de fleste vedkommende. I løbet af stimen scorede (udover Ellebæk) Jeppe 3, Terkel 2, Mads 1, Nørhave 1, Rasmus 1 og Kirk 1. Flere af målene er værd at fremhæve. Ved Jeppes scoring til 6-2 var det en fornøjelse at se en spiller ofre sig med et løb fra området bag FFK-målet og skarpt ind foran målfeltet, hvor han – som man må forvente i det område – tog imod adskillige tacklinger, inden bolden halvtliggende blev lagt ind med baghånden. Terkelsens mål til 11-2 var også en perle, hvor bolden forinden blev spillet rundt i sindssygt højt tempo med den ene førstegangsaflevering efter den anden, indtil Ellebæk til sidst fandt Terkel i sin yndlingsposition i højre side, og så kan læseren formentlig se afslutningen for sig. Kirks mål var dog nok det, der fik flest smil frem på Hafnia-bænken, da sæsonens målforbandelse endelig blev ophævet – og det på eftertrykkelig vis, da Terkels præcise pasning på tværs af banen blev taget under kærlig behandling med et trækskud, som ingen nåede at se. Hallen hørte kun lyden af en overlægger, hvis underside fik banket malingen af! Rasmus lukkede ballet i de døende sekunder med sin 3. scoring, da Nørhave på fornem vis fandt ham gennem midten, efter Rasmus netop havde forladt udvisningsboksen. Samme Rasmus blev kåret til MOM efter 3 mål og 2 målgivende afleveringer.

Hafnia FC – FFK 14-2 (3-1, 0-1, 11-0)
1. 06:44 1-0 Mads Mortensen (Jannick N. Strikert)
1. 07:11 1-1 Stefan Dolezal (Mikkel Andersen)
1. 10:26 2-1 Rasmus Enevoldsen (uass.)
1. 12:13 3-1 Jeppe V. Trier (uass.)

2. 04:35 3-2 René Petersen (uass.)

3. 07:09 4-2 Nicholai Ellebæk (Michael Werdelin)
3. 07:52 5-2 Rasmus Enevoldsen (uass.)
3. 08:54 Timeout, FFK
3. 09:19 6-2 Jeppe V. Trier (Mads Mortensen)
3. 09:40 7-2 Anders Terkelsen (Kristian Nørhave)
3. 09:51 8-2 Mads Mortensen (Peter Steen Jensen)
3. 10:28 9-2 Kristian Nørhave (Nicholai Ellebæk)
3. 11:58 10-2 Jeppe V. Trier (Rasmus Enevoldsen)
3. 12:34 11-2 Anders Terkelsen (Nicholai Ellebæk)
3. 13:15 12-2 Jeppe V. Trier (Rasmus Enevoldsen)
3. 13:30 13-2 Kristian Kirk (Anders Terkelsen)
3. 17:38 U2 Rasmus Enevoldsen, Hafnia (holdstraf)
3. 19:45 14-2 Rasmus Enevoldsen (Kristian Nørhave)

MOM:
Rasmus Enevoldsen

Et flot sæson er dermed færdig. Hafnia-spillerne kan dog ærgre sig over, at det ikke blev til en 2. plads. Ikke at der som sådan var noget stort på spil, men alene fordi man sidder tilbage med fornemmelsen af, at Hafnia var det næstbedste hold i 1. division. Tabellen lyver naturligvis ikke, men faktum er, at Hafnia har vundet “serierne” over alle modstanderne i divisionen – undtaget Helsingør naturligvis. Dette gælder også mod Herlev, der altså nappede 2. pladsen for næsen af Hafnia. Efter at have tabt det første indbyrdes opgør knebent på vestegnen, viste amagerkanerne således i de to følgende indbyrdes opgør, hvem der havde bukserne på. Herlevs to sejre over Helsingør blev dog afgørende for pointræset til slut.

OPDATERET STATISTIK: http://hafniafloorball.dk/herre/herre-1/herre-1-pointliste-201314-2/

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning