H1: Svækket trup kunne ikke hamle op med Helsingør

Kirk -

Hafnia kæmpede søndag for at forsvare sin 1. plads i Helsingørhallen, men afbud og skader gjorde på forhånd vilkårene svære. Selvom Hafnia kæmpede bravt, måtte man således til slut se sig besejret med hele 7-2.

Med afbud fra flere profiler og kun 10 spillere til rådighed, hvoraf både kaptajn Jensen og Nørhave sled med skader, havde Hafnia på forhånd ryggen mod muren, inden topopgøret mod Helsingør overhovedet blev fløjtet i gang. Hafnia-spillerne var dog opsatte på at prøve at drille nordsjællænderne, der havde vundet sæsonens to forudgående indbyrdes opgør. Det var derfor en noget nær perfekt start, da Frede 4 minutter inde i perioden bragte Hafnia foran efter en flot solotur fra midterlinjen, der endte med, at keeperen blev rundet, og bolden køligt lagt ind i det tomme net. Desværre for amagerkanerne holdt føringen ikke ret længe. Et par minutter efter blev der dømt afventende udvisning til Kirk, og Helsingør var hurtige til at trække keeperen og spille 6 mod 5, hvilket gav udligning. Kun ét minut efter var den gal igen, da Hafnia blev fanget af et kontraangreb, som den tidligere Hafnia-spiller Michael Kock scorede på. Hafnia fortsatte ufortrødent med sit spil, og det gav straffeslag, da unge Christian trak ind i banen og kom fri til skud, hvilket en Helsingør-spiller imidlertid forhindrede med ulovlige midler. Nørhave var hurtig til at udpege sig selv som skytte, men i situationen alene med keeperen blev han den lille. På bænken var der delte meninger om, hvorvidt der var tale om en feberredning eller en kikset afslutning, men heldigvis for Hafnia fik det ikke den store betydning, idet det efterfølgende powerplay blev udnyttet af Jeppe, der fra kanten afsluttede resolut. Herefter fulgte en periode med chancer i begge ender. Helsingør var mest boldbesiddende, mens Hafnia hele tiden lurede på kontra. Igen blev det imidlertid Hafnias plageånd, Michael Kock, der bragte hjemmeholdet foran efter hurtigt kombinationsspil.

Hafnias indsats havde absolut ikke fejlet noget i den indledende periode, og de hvidblusede forsøgte fra 2. periodes start at holde dampen oppe. Desværre fik Helsingør lidt for let bragt sig foran 4-2 nærmest med det samme. Et kontroversielt øjeblik opstod omtrent 6 minutter inde i perioden, da Werdelin og en Helsingør-back kom i klammerier foran Helsingørs mål. Spillerne havde arme og stave viklet ind i hinanden, og da Werdelin trak sig fra situation, modtog han et slag med staven fra modstanderen, der ramte “sølvræven” på skulderen. Det var ikke verdens hårdeste slag, men at et rutineret dommerpar alene takserer en sådan forseelse til 2 minutter for “hårdt spil”, er mere end billigt sluppet! Det efterfølgende powerplay udgjorde måske kampens afgørelse. Først lavede Nørhave en sjusket fejlaflevering, som gav Helsingør en friløber. Meyer lavede imidlertid en spektakulær liggende redning, og det gav Hafnia et øjeblikkeligt moralboost. Det næste minuts tid bankede et toptændt Hafnia-overtal for alvor på til en reducering. Mange stor chancer blev misbrugt af de sædvanligvis så sikre “shootere” på kanterne, og da de to minutter næsten var udløbet, fik Helsingør på ny en stor chance i undertal, og denne gang kunne Meyer ikke redde sine holdkammerater. 5-2 og Hafnia havde et bjerg at bestige! Resten af perioden forblev målløs, men både Nørhave og Jeppe vil formentlig ærgre sig over, at gode chancer ikke blev omsat. Indsatsen fejlede heller ikke i denne periode noget som helst.

Ej heller i den sidste periode lykkedes det Hafnia at skabe spænding om resultatet. Helsingør spillede næsten fejlfrit, og da deres keeper samtidig havde en rigtig god dag, var det svært for alvor at mønstre troen på, at opgøret kunne vendes. Dommerne gjorde det heller ikke nemmere, og hele 4 gange fik Hafnia smidt folk i straffeboksen. Mest eklatant var imidlertid den situation, der førte til Helsingørs sidste scoring, hvor Werdelin tog et stærkt returløb og forhindrede en scoring blot for at erfare, at der var dømt straffeslag. Kampen var allerede afgjort, da dommernes linje begyndte at skride, så der kan og skal naturligvis ikke pilles ved Helsingørs fortjente sejr, men for de hårdt prøvede Hafnia-spillere føltes det som om, at der helt unødvendigt blev føjet spot til skade.

Hafnia havde håbet at forlænge sejrsstimen og revanchere de tidligere nederlag mod Helsingør, men at man nu har tabt 3 gange til Helsingør, er ingen tilfældighed. Nordsjællænderne er klart divisions bedste hold, når det kører for dem, og det har det (desværre) gjort i alle opgør mod Hafnia, som nu må fokusere på 2. pladsen. I den forbindelse venter en ny skæbnekamp allerede på lørdag, hvor Herlev gæster Sundbyhallen. De to tidligere opgør har været yderst dramatiske og endt med en sejr til hver hold.

Helsingør FT – Hafnia FC 7-2 (3-2, 2-0, 2-0)
1. 04:04 0-1 Frederik Trier Møller (uass.)
1. 07:11 1-1 Frederik Olsen (Jens Stigaard)
1. 08:04 2-1 Michael Kock (Frederik Olsen)
1. 09:26 Straffeslag misbrugt, Kristian Nørhave, Hafnia
1. 09:26 U2 Nicolai Bech, Helsingør
1. 10:32 2-2 Jeppe V. Trier (Lars Neubert) PP
1. 18:40 3-2 Michael Kock (Frederik Olsen)

2. 01:34 4-2 Patrick Kisbye (Michael Kock)
2. 06:13 U2 Nicklas Wensmark, Helsingør
2. 07:56 5-2 Patrick Kisbye (Michael Kock) SH

3. 03:00 U2 Kristian Kirk, Hafnia
3. 10:22 U2 Kristian Søger, Hafnia
3. 10:22 Timeout, Hafnia
3. 11:33 6-2 Frederik Olsen (Michael Kock) PP
3. 12:09 7-2 Frederik Olsen (Straffeslag)
3. 13:46 U2 Jeppe V. Trier, Hafnia
3. 19:28 U2 Kristian Kirk, Hafnia
3. 19:45 U2 Jonas Hviid, Helsingør

MOM:
Philippe Nielsen (foran Lars Meyer)

OPDATERET STATISTIK: http://hafniafloorball.dk/herre/herre-1/herre-1-pointliste-201314-2/

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning