H1: Tæt og intenst topopgør endte uafgjort

Kirk -

De to tophold i 2. division øst gav søndag eftermiddag hinanden kamp til stregen i en iskold Sundbyøsterhal. Hafnia var opsatte på at revanchere den rundbarbering, som Rødovre udsatte dem for i det omvendte opgør, der endte 10-2. Hjemmeholdet startede derfor som lyn og torden, og allerede i første skift fik topscorer Jeppe en direktør af en chance, som desværre blev misbrugt. Afbrænderen var dog kun et forvarsel om, hvad der ventede Rødovre, som forud for kampen ubesværet havde vundet samtlige sæsonens 12 kampe.

De første 20 minutter tilhørte således Hafnia, der gennem disciplin og løbevillighed var i stand til at stække Rødovres offensiv og samtidig kreere muligheder i den anden ende. Føringsmålet kom omtrent halvvejs i perioden, da et Rødovre-opspil blev brudt på midten af Søger, der tog et træk ind over midten af banen og sendte et trækskud over skulderen på målvogteren og direkte op i nettaget – en flot soloscoring af den nærkampsstærke Hafnia-back! Hafnia kunne have fordoblet føringen i overtal mod perioden slutning, men Rødovre fik afværget.

2. periode var Rødovres. Udeholdet skruede fra start tempoet 10% op, og det var nok til, at Hafnia haltede lidt efter. Alt for let kunne Rødovre udligne efter kun et lille minut, da en Rødovre-mand nærmest upresset fik lov at fyre et projektil af sted fra siden. Resten af perioden kæmpede Hafnia bravt for at holde status quo, og det lykkedes – ikke mindst takket være Lars Meyer, som i den grad ramte dagen i Hafnia-buret!

I kampens sidste periode skiftede momentum atter, og selv om Rødovre er et dødsensfarligt mandskab, var det Hafnia, der havde initiativet perioden igennem. Hjemmeholdets opportunistiske spil begyndte at frustrere en række af de sejrsvante Rødovre-spillere, og det kostede udvisninger. Det udnyttede Hafnias powerplay-enhed til at bringe holdet foran. Terkelsen, som indtil da havde måtte se de fleste af sine afslutninger blokeret, fandt den fornødne plads til at få fyret sin hammer af et slagskud af. Rødovre var i knæ, og Hafnia kunne og burde havde udbygget føringen. Bl.a. fik Hafnia kort efter endnu et powerplay, som desværre ikke blev omsat til mål. I stedet kunne Rødovres profil Tobias Nielsen udligne efter svigt i markeringerne foran kassen. En bitter pille for amagerkanerne at sluge, men et tændt hjemmehold fandt kræfterne til at jagte sejren. Tættest kom man på scoring, da Mads blev spillet helt fri ved bageste stolpe, men en kombination af en lidt for løs afslutning og en glimrende redning sikrede Rødovre uafgjort.

Hafnia spillede vel nok sæsonens bedste kamp, men selv om resultatet i sig selv var flot og forholdsvis retfærdigt, føltes det alligevel mere som 2 point tabt end 1 point vundet. Der er dog rigelig med positive ting at tage med videre med i sæsonen. Næste weekend gælder det Jyderup Farmers på udebane, hvorefter den altafgørende kamp om oprykning til 1. division venter mod Lyngby.

Hafnia FC – Rødovre FC II 2-2 (1-0, 0-1, 1-1)
1. 08:37 1-0 Kristian Søger (uass.)
1. 14:24 U2 Frederik Selmann, Rødovre

2. 00:57 1-1 Martin Starcke (ass. Mikael Kelk)

3. 04:58 U2 Tobias Nielsen, Rødovre
3. 06:10 2-1 Anders Terkelsen (ass. Jeppe V. Trier) PP
3. 08:45 U2 Rasmus Enevoldsen, Rødovre
3. 14:11 2-2 Tobias Nielsen (ass. Mikael Kelk)
3. 17:57 Timeout, Rødovre

MOM: Lars Meyer

OPDATERET STATISTIK: http://hafniafloorball.dk/herre/herre-1/herre-1-pointliste-201314-2/

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning