H1: Vinder terræn i toppen efter sejr over Herlev

Kirk -

Hafnia fik med en sejr på hele 6-1 revanche mod et udisciplineret Herlev-mandskab.

Inden første fløjt var der en smule uro på bænken, idet headcoach Neubert ikke var at finde i hallen, ligesom Hafnia måtte skifte fra hjemmebane- til udebanetrøje blot for at skifte tilbage til hjemmebanetrøje igen, da Terkel måtte erkende, at ingen af trøjerne var i tasken.

På banen var der imidlertid styr på paragrafferne. Hafnia startede stærkt, og selvom Herlev virkede til at have styrket truppen med et par spillere siden det sidste opgør, præsterede Hafnia ypperlig floorball i begge kæder. Herlev har næppe mødt stærkere modstand denne sæson, og det kunne aflæses i hjemmeholdets reaktion på at komme under pres. Et tidlig powerplay blev ikke udnyttet, men Hafnia fik hurtigt et nyt, hvor Terkel i vanlig stil fandt vej til netmaskerne med et knaldhårdt skud fra siden. Målet blev periodens eneste, men der var store muligheder i begge ender. To skarpe keepere fik dog fat i nærmest rub og stub. I sidste sekund lykkedes det imidlertid Herlev at spille Hafnia-forsvaret tyndt. Desværre for hjemmeholdet blev der afsluttet et sekund eller to for sent, og målet talte ikke.

Stillingskrigen fortsatte i 2. periode. Hafnia havde flest chancer, men Herlevs fysik gjorde dem svære at holde helt fra fadet. Det ultra-vigtige mål nr. 2 tilfaldt Hafnia, da Søger knastørt sendte et frislag helt op i nærmest målhjørne. Det var backens første sæsonscoring – og hvilken en af slagsen! Samme Søger gjorde sig kort efter fortjent til Hafnias eneste udvisning i kampen, men i stedet for at gøre klar til powerplay tabte to Herlev-spillere hovedet og brokkede sig til udvisninger – den ene vist for at brokke sig over den andens udvisning! Helt uventet fik Hafnia derfor muligheden i overtal, og for 2. gang i 3 forsøg resulterede det i scoring, da Nørhave sikkert udnyttede Jeppes tværpasning. Kort efter var den gal igen for Herlev, da deres “trashtalker”, Christoffer Erichsen, brugte mund til sin anden udvisning (2+10 minutter). Dette powerplay gav dog ikke gevinst, og stillingen forud for sidste periode var hermed 0-3.

3. periode lignede meget de foregående, og med Møller som sikker sidste skanse så det aldrig ud til, at Herlev ville få held med at vende kampen. Det lille håb, hjemmepublikum og enkelte af de gule måske havde, forsvandt definitivt, da Nørhave scorede sit andet og Hafnias fjerde mål små 7 minutter inde i perioden. Måske var det derfor, at Herlevs Erichsen, der nærmest kun lige havde fået lov til at betræde det slidte gulv efter at have afsonet sine 10 minutters personlig straf, straks fortsatte sin bevidstløse tilsvining af alle omkring sig, der reelt kun levnede dommerne den mulighed at trække det røde kort. Alt andet havde været inkonsekvent. Utroligt nok var det netop i det efterfølgende undertal, at Herlev satte deres eneste scoring i kampen – en skønhedsplet som Hafnia lever med. Ikke mindst fordi Hafnia blot fortsatte sin pragtkamp og nåede to yderligere scoringer. Først var det kaptajn Jensen med en perle af et langskud på en hoppende bold, hvorefter topscorer Jeppe, som man lige troede skulle gå fra banen uden af score, lukkede og slukkede til 1-6.

At Hafnia vandt, kan ingen indvende noget imod. Amagerkanerne var knivskarpe på dagen både defensivt og defensivt. Herlev vil utvivlsomt bebrejde dommerparret, at de blev berøvet muligheden for at komme tilbage i kampen qua de mange udvisninger. Til det er der imidlertid kun at sige, at dommerparrets linje var klar lige fra første fløjt: Brok og usportslig optræden i form af “trashtalk” og lignende blev ikke tolereret, men Herlev fortsatte ufortrødent, og at man på den baggrund havde folk i udvisningsboksen mere eller mindre de sidste 25 minutter af opgøret var ikke uheldigt – det var dumt! At Herlev formentlig er vant til at slippe af sted med den slags unoder, er en helt anden snak.

Sidste kamp i 2014 venter lørdag, hvor PI-København gæster Sundbyhallen. Med en sejr kan Hafnia gå på juleferie på 1. divisions 2. plads, men man skal ikke undervurdere det gæstende hold, der – trods meget svingende resultater – ligeledes har præsteret at slå stærke Herlev.

Herlev FC – Hafnia FC 1-6 (0-1, 0-2, 1-3)
1. 03:47 U2 Emil Spanggaard, Herlev
1. 07:07 U2 Christoffer Erichsen, Herlev
1. 07:27 0-1 Anders Terkelsen (Peter Steen Jensen) PP

2. 13:33 0-2 Kristian Søger (Nicholai Ellebæk)
2. 15:31 U2 Kristian Søger, Hafnia
2. 15:31 U2 Frederik Andersen, Herlev
2. 15:31 U2+10 Emil Spanggaard, Herlev
2. 16:01 0-3 Kristian Nørhave (Jeppe V. Trier) PP
2. 18:24 U2+10 Christoffer Erichsen, Herlev

3. 06:55 0-4 Kristian Nørhave (Peter Steen Jensen)
3. 11:01 Timeout, Herlev
3. 11:18 U5 Christoffer Erichsen, Herlev (Matchstraf 1)
3. 14:21 1-4 Emil Spanggaard (Peter Meincke) SH
3. 17:33 1-5 Peter Steen Jensen (Kristian Nørhave)
3. 18:19 1-6 Jeppe V. Trier (Kristian Søger)

MOM:
Michael Møller

OPDATERET STATISTIK: http://hafniafloorball.dk/herre/herre-1/herre-1-pointliste-201314-2/

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 15. august i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 23/24:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

16.30-18.00: U11 & Øvrig Ungdom
18.00-20.00: Fælles Seniortræning