Hafnias H2 skulle lørdag eftermiddag forsøge at følge op på H1’s sejr. Kampen blev nøjagtig lige så spændende om end selve kampforløbet var en smule anderledes.
Truppen var præget af en række ændringer i forhold sidste kamp, blandt andet var holdet uden Kaptajn Tommas, og holdets målmand, Rasmus. Som erstatning havde man hentet Lars Meyer ind på målet, som var nådigst udlånt fra H1. Derudover stod den på H2 debut til HC, som spillede en glimrende kamp i forsvaret. Sidst men ikke mindst var Liv Nøhr at finde på holdkortet – og hun viste sig som en afgørende spiller i dagens kamp!
Modstanderne fra Copenhagen troppede op med et særdeles teknisk intelligent ungdomshold, så Hafnia spillerne var klar fra start.
Første periode bød på hele 5 mål, og det startede helt efter planen, da den vikarierende kaptajn, Mark, sendte en pasning mod holdets topscorer Elias Benameur som sikkert sendte bolden i nettet, og bragte Hafnia i front 1-0 allerede inden kampen var 2 minutter gammel.
10 minutter senere var det tid til endnu et Hafnia mål, da Liv ved bagerste stolpe sikkert sendte bolden i mål. 2-0 og en helt perfekt start på kampen.
To minutter senere var det så Copenhagens tur til at sende bolden i nettet, og et flot langskud op gennem midten passerede forbi Meyer. Disse langskud skulle vise sig stort set at være deres eneste våben – de mestrede dem dog godt.
Kampens helt store højdepunkt fandt sted 17 minutter og 25 sekunder inde i perioden, da Liv med bolden bag målet, drev fuldstændig gæk med Copenhagen keeperen, og udførte et ”Zorro” trick til perfektion. Målmanden var helt sat, og det eneste han kunne se var Hafnia bænken gå amok i jubel! 3-1!
Inden periodens afslutning fik de unge Copenhagen drenge sendt endnu et langskud i mål, og dermed var stillingen efter 1. Periode 3-2 til Hafnia!
Anden periode bød ikke helt på samme antal scoringer, og Hafnia havde utallige chancer gennem hele perioden, men de strøg forbi mål gang på gang. Eneste scoring i perioden faldt til Copenhagen, som udlignede kampen. Dermed var det helt lige inden 3. Periode. 3-3.
Tredje periode startede slet ikke som Hafnia havde håbet på. Tre minutter inde i perioden blev et ufarligt skud fra midten af banen sendt lige mod Meyer. Meyer havde fat i bolden, men pludselig lå den i målet, og Copenhagen var foran for første gang i kampen.
Meyer stod i øvrigt en ganske fin kamp, så han var slet ikke tilfreds efter denne situation.
Fem minutter senere fik Hafnia atter balance i regnskabet, da Liv satte sin tredje scoring ind bag keeperen. 4-4 og spændingen var helt intakt!
Med to minutter tilbage af kampen var stillingen stadig 4-4, men igen dukkede Liv op det helt rigtige sted og dirigerede Christians aflevering/skud i mål. Det ”fejrede” Christian ved at sende en venlig hilsen til en modstander – hvilket dommeren kvitterede med en 2+10 udvisning for usportslig optræden. Men 5-4 til Hafnia med to minutter tilbage af kampen. Nerverne sad uden på tøjet, da holdet kunne se frem mod et undertal resten af perioden. Overtallet skulle vise sig kun at blive på 15 sekunder, da Mark blev sendt på tur mod keeperen. Der blev dog brugt ufine tricks til at stoppe ham, hvilket resulterede i et straffeslag til Hafnia, som Mikkel Ravn skulle tage sig af….2 min udvisning til Copenhagen 😉
Hafnia spillede de sidste halvandet minut 4-4 klogt og meget fornuftigt, og holdet hentede tredje sejr på stribe. Holdet har nu maksimum point efter tre kampe, og er at finde helt i toppen af tabellen!
Hafnia trup:
20 Mark Stids-Jønsby (C)
63 Lars Meyer (GK)
10 Christian Lütken
12 Jacob Bensby
14 Elias Benameur
17 Mikkel Ravn
18 Liv Nøhr
23 Martin Dehlsen
41 Hans Christian Budtz
42 Marc Glentvor
Coach Alexander Salowski
Hafnia FC 2 5 – 4 Copenhagen 2 (3:2, 0:1, 2:1)
1. periode
01:46 – 1:0 Elias Benameur (Mark Stids-Jønsby)
13:13 – 2:0 Liv Nøhr (Mark Stids-Jønsby)
15:35 – 2:1
17:25 – 3:1 Liv Nøhr (Uass.)
19:27 – 3:2
2. periode
13:29 – 3:3
3. periode
02:57 – 3:4
08:18 – 4:4 Liv Nøhr (Elias Benameur)
03:46 – 3:7 Mark Stids-Jønsby (uass.)
10:27 – U2 Copenhagen (Ukorrekt slag)
15:16 – Timeout Copenhagen
18.06 – Liv Nøhr (Christian Lütken)
18:06 – U2+10 Christian Lütken (Dårlig opførsel)
18:21 – U2 Copenhagen (Ukorrekt slag)