Først skal der lyde en Nytårs-beklagelse fra undertegnets side i forbindelse med manglende referater fra Hafnias ligaherrers seneste kampe. Travlhed på andre områder i tilværelsen efterlod desværre minimal tid og overskud til fyldige beskrivelser af de sidste kampe før Jul, samt den første i det nye år. De to førstnævnte mod stor-satsende slutspilskandidater Vallensbæk og Vanløse sluttede begge med nederlag på de noget specielle cifre 8-12. Begge kampe var, set med Hafnia øjne, tættere end cifrene angav, men sejren til konkurrenterne kunne man nu ikke indvende noget imod. I det nye års første kamp stod Benløse på menuen. Midtsjællænderne vandt kampen med 8-5, efter at have været komfortabelt i front med 7-2 i starten af 3. periode, hvorefter Hafnia kom stærkt igen og ikke var langt fra at presse Benløse ud i en spændende afslutning.
Endelig var det så, tirsdag aften, blevet tid til sæsonens tredje (fjerde med pokalturneringen) og sidste møde med Hvidovre Attack. Hafnias turbulente sæson har nærmest konsekvent betydet store afsavn i startopstillingen fra holdets bærende spillere. Denne tirsdag aften var rollerne imidlertid byttet om. Hafnia var for anden gang i sæsonen i hvad der må betegnes som stærkeste opstilling, mens Hvidovre manglede flere profiler. Trods +4.00 odds fra diverse spiltjenester, stod der Hafnia på kampen fra første fløjt. Hvidovre forsøgte med et semi-højt pres, men det var uden effekt, udover at Hafnia kom afsted i flere farlige mand-mod-mand situationer. Også i det etablerede spil, stod hjemmeholdet for de fleste åbne chancer. Mads Istre åbnede scoringen og Kristian Nørhave fulgte op med aftenens første scoring fra hans (gamle) stav.
Anden periode var med Hvidovre i en mere initiativrig rolle. Det høje pres gav anledning til en gedigen gang indianerhockey og den gode struktur fra første periode var svært at genfinde. Til gengæld viste Hafnia stor skarphed i omstillingerne og satte 5 mål mod Hvidovres ene (men meget flotte) scoring. Schow (2), Mads Istre (2) og Stig (1) stod for hjemmeholdets mål.
De sidste tyve minutter blev aldrig rigtig til flot floorball. Hafnia gik op på tre kæder, men perioden medførte et væld af udvisninger, og skal der sættes et lille minus på tirsdagens sejr må det nok være Hafnias ineffektive power play, hvor det var svært at få flow i spillet. Hafnia fik dog sat yderligere to pinde på tavlen mod Hvidovres ene reducering, idet Nørhave på smuk vis eksekverede et straffeslag, og Jeppe fik lov at afslutte målscoringen på kontra.
MOM: Kampens spiller var der aldrig tvivl om fra min side. Jesper Bjørneboe gjorde comeback i Hafnia-målet med en sand fantomkamp. Særligt står én episode klart i erindringen, da gæsternes tordenstav Sune Oder for en gangs skyld fik listet sig med frem og sendt en yderst kvalificeret afslutning afsted, men måtte se sig grebet ud (med en hånd). En fornøjelse at se Bjørnen tilbage på dette niveau.
Point:
Nørhave: 2+2
Mads: 3+0
Schow: 2+1
Jeppe: 1+1
Parbo: 0+2
Stig: 1+0
Afslutningsvis vil jeg knytte en personlig kommentar til overskriften. I en henkastet bemærkning på landets førende floorball-site blev Hafnias sæson for nylig kaldt et mareridt. Det kan jeg sådan set godt forstå, når man betragter et hold, der længe har været fast slutspilsdeltager, stå med blot 1 sejr (nu 2) efter 13 (nu 14) kampe.
Faktum er, at man den 1. september – 14 dage før turneringsstart – af alverdens forskellige, men uafhængige og uheldige, omstændigheder stod uden træner og uden 10-12 af de bærende spillere. Folk der blot 3 måneder forinden havde meldt sig klar til den nye sæson. Det lignede i sandhed et MARERIDT. Nu er det før set, at tophold falder fra hinanden. Dog mindes jeg ikke at kunne huske et hold, der har mistet så mange markante profiler over en så kort periode (fra juli til september) – det plejer trods alt at ske over en eller flere sæsoner, når hold går fra top til bund.
Mest af alt lignede det en holdtrækning (Økonomisk mareridt grundet DaFU’s bøderegulativ); alternativerne var udkommandering af nyopstartede 3. divisions-spillere til at stille op til 25-30 måls-tæsk hver uge (sportsligt mareridt), for at undgå bøder og pointstraf længere nede i rækkerne. ,Man kunne selvfølgelige have gjort som mange andre klubber før os; nemlig paniske redningsforsøg ved at indhente alt der kan kravle og gå af (ofte) dyrt-indkøbte forstærkninger, for udadtil at opretholde et falsk og urealistisk ambitions-niveau i forhold til klubbens reelle situation (sportsligt, økonomisk og trup-mæssigt mareridt).
Heldigvis valgte vi ingen af delene; med en fast tro på, de folk der har været grundlæggende for klubbens udvikling og tidligere gode resultater, nok før eller siden ville finde vej tilbage, indledte vi sæsonen i stærk modvind og tog imod de tæsk, vi vidste, ville komme. De få tilbageværende rutinerede folk og vores unge, uprøvede kræfter blev suppleret af folk fra klubbens næstbedste mandskab, kæmpede på livet løs og leverede mange hæderlige resultater – men uden, at vi var i nærheden af point.
En sådan række på små 10 kampe uden reel vinderchance, og således i praksis afskrivning af alle slutspilschancer, havde nok fået mange vindervante floorballspillere i dette land til enten at finde nye græsgange eller indstille karrieren. Dette viste sig ikke at være tilfældet; tværtimod var man i stand til at holde humøret og gejsten tilpas høj til, at der rent faktisk var et kapabelt hold at ”vende tilbage til” for de mange spillere, der af skadesmæssige, arbejdsmæssige eller personlige årsager havde måttet se sig nødsaget til at skære floorball væk i gennem en periode. Disse spillere viste netop stor klubfølelse og loyalitet ved at trodse de resultatmæssige forhold og melde sig klar til at gøre sæsonen færdig for den klub, de tidligere har fejret triumfer med.
At vi således, fire måneder efter vi stod på afgrundens rend, står med en ganske stærk (om end temmelig ustabil) trup med stor gejst og spilleglæde og netop har besejret et velspillende Hvidovre-hold med 9-2, ser jeg personligt som en kæmpe succes. En klog mand sagde en gang: ”Det er i modgang, et menneske bedst lærer sig selv at kende” – det har vi i sandhed fået bekræftet i vores lille mini-kosmos/kaos på Amager.
Overstående lyder måske lidt selvforherligende, men det er nu heller ikke helt ualmindelig praksis i kampreferater…Hvad man vil mene om Hafnias ligasæson står naturligvis hvem som helst frit for. Heldigvis bedømmer vi ofte den slags ud fra vidt forskellige kriterier internt i klubben og på holdet end andre tilsyneladende gør. Fra min side skal der dog ikke lyde andet end stor tilfredshed med den loyalitet og klubfølelse, folk har vist i en svær situation. Det har jeg på fornemmelsen mange vil misunde. Under de forudsætninger vi startede sæsonen, vil jeg personligt fastholde, vi har vendt et mareridt til en succeshistorie. Og det skal alle omkring holdet og i klubben have stor kredit for.
Nu venter de 7 tilbageværende kampe i årets turnering, og herefter tages der hul på et nyt kapitel i klubbens historie. Hvad fremtiden bringer er ikke afgjort, men der skal i hvert fald ikke herske tvivl om, at vi vil gøre alt der står i vores magt for at stikke en kæp i så mange hjul som muligt – vi starter med Vanløse på fredag.
/Jesper Frank