KAMPEN OM KØBENHAVN!
Uden at forklejne FFK, som også deler samme navn, så bliver der tale om et opgør der skal fordele nøglen til byen.
Hafnia byder ind med rutine og erfaring fra mange år i den bedste række.
Copenhagen byder ind med et frisk pust og stålsat vilje på at levere for første gang i ligaen.
Kigger vi tilbage på første spadestik til den kommende sæson, så var det et sort billede der tegnede sig over hal3 i sundby idrætspark. En tynd trup, og kolde udsigter til gode resultater. Efter en periode med arbejdshandskerne på, er der pludseligt nye nuancer at spore hos den traditionsrige Amager klub.
4 tilgange og 4 juniorspillere indsluset er blot nogle af de positive ting vi kan varme os på.
Spillerne virker og er tændte, truppen er suppleret af spillere der kan og vil bidrage og vores system sidder stærkere og stærkere. Fra kulkælderen til 1. sal på få måneder.
Copenhagen derimod har længe virket til at være en stor og positiv overraskelse i ligaen. De vandt kampen om et par jyske spillere, fik suppleret med svensk og finsk kvalitet, og har hevet et trænerteam ind, som med stor erfaring kan sætte deres præg på holdets udvikling. Bag ved det, ligger måske det vigtigste. En STOR klub, med organiseringen på plads, der som én sammentømret enhed følger deres nye cruiseship på vej i deres kommende strabadser.
Farvandet virker roligt med tanke på hvad de har opnået på ganske kort tid, men de har ikke besøgt Sundby før, og bookmakerne kommer til at få svært ved at sætte fornuftige odds på denne kamp.
Vi er optimistiske ind for lørdagens opgør, men ved også, at det kræver en gedigen holdindsats for at hive samtlige point. Det er vi dog indstillet på at levere, på en tempofyldt og seværdig måde.
Lad snakken om styrkeforhold dø hen nogle dage.. Kl. 13:30 lørdag kan folk starte diskussionen igen i 2 timers tid, for til sidst at drage den endelige konklusion.
Velmødt!
/Schow