Det blev en fantastisk aften i Sundbyhallen, med det bedste spil holdet har præsteret i år.
Der var ellers lidt nervøsitet før startfløjtet. En skade hos Nørhave og 3 øvrige tvivlsomme med øje, lår og ben satte den store tankevirksomhed i gang hos trænerteamet.
Det endte med en beslutning om at lade Schow placere sig som back til opgøret.
Alt hvad der var fokuseret på under det taktiske oplæg blev efterlevet fra første fløjt.
Vi skulle ind i kampen med 120 km i timen. Vi skulle spille det simple spil, med stor bevægelse, og vi skulle skyde når chancen bød sig.
Allerede i første periode gav det pote, da Schow/Sebastian finder melodien sammen for første gang af 3 på aftenen. Helge og igen Sebastian fortsætter med at ændre på tavlen og på 5 minutter står den 3-0. Ligesom sidste opgør i øvrigt.
Der er da også nogle sekunder med gummistænger da Hørsholm reducerer, og tanken om, at man skal sætte føringen over styr lurer i baghovedet.
Hafnia fortsætter dog ufortrødent det som bliver en magtdemonstration for perioden med 4 scoringer mere. Parbo, Bech, Stig med årets første mål og til sidste Seb, som lader tavlen vise et 7 tal til hjemmeholdet, men ikke i karakter – der kan der uddeles et rent 12 tal.
Det blev en super gennemført periode med skøn bevægelse, pres på modstanderne og en omgang med bolden som åbnede hullerne alle de rigtige steder. Specielt Bech lyste op med sine løb ind i midten og sin fordeling af boldene ud til kanterne, hvor en holdkammerat var klar til at fortsætte mod målet.
På trods af aftaler om at holde niveauet, var det en flok mærkede Hafniaspillere der gik i krig i 2. Der var stadig stor løbevillighed trods lettere træthed, hos de hvide, men oftest var det på egen hånd bolden blev transporteret frem og afstanden til ens medspillere blev for stor i denne periode. Hørsholm havde da absolut også taget ved lære af første periodes stormløb, så det blev en lidt intetsigende 2. periode som løb igennem uden scoringer og dramatik.
I 3. periode kommer Hafnia igen med på det hurtige spil, og Sebastian kan igen finde vej til netmaskerne efter Powerplay.
Fornuftig boldomgang giver en periode med spil omkring midten før gæsternes Christian Sonne, på en kort pasning kan sætte bolden sikkert ind ved stolpen, forbi en mur som ikke var klar på hvad opdækning betød i det øjeblik. Det var også et af de eneste skud der slap så let igennem, på en dag hvor samtlige spillere tog deres “blitzer” af skud på ben og krop.
I undertal får vi efter flot løb tilkæmpet os straffe, som Bech sikkert sætter op under overliggeren.
På de sidste 5 minutter sætter Jeppe kuglen i kassen, hvorefter Stig og Schow med et-to spil sætter det sidste søm i kisten for tirsdagens aftenkamp.
Det var glædeligt og overraskende hvor godt styr der var på kampen, og den indstilling man angreb kampen med, er vital for resultatet.
Vi var helt klar over inden start, at kampen kunne gå begge veje, og er da også sikker på at Hørsholm ikke har taget sidste skalp i år.
Jeg omtalte i optakten, at 75 % af kampen ville kunne afgøres i hovedet, og dertil må jeg tilføje at spillerne opfyldte 95 % denne aften. Det der blev leveret generelt, kan dog rundes op til en 100 % indsats!
Søndag er næste prøvelse mod Vallensbæk. Der skal igen tænkes opstilling og kædeformationer, for med skader og afbud, åbner det op for helt nye sammensætninger.
11-2 (7-1, 0-0, 4-1)
POINT:
Sebastian 4+0
Schow 0+4
Stiggo 2+1
Bech 2+0
Helgstrand 1+1
Parbo 1+1
Jeppe 1+1
Frank 0+2
MOM:
Bechsi viste på dagen et format ud over det sædvanlige. Og det på en aften hvor der var mange stjerner på himlen. I skarp konkurrence med vores hårdtarbejdende centre, udfoldede Bech sig både i løb med og uden bold. Scoringer, også på straffe, konstant bevægelse, initiativ og vilje beskriver i grove træk den indsats der satte ham over de øvrige på denne tirsdag i Sundbyhallen.