Herre2: Forrygende holdpræstation gav storsejr på Bornholm

Michael Møller -

Kampen mod Viking Rønne begyndte reelt allerede for 14 dage siden, hvor man fra trænerteamets side indledte sine bestræbelser på at få samlet en trup til opgøret i det fjerne. Der var således længe tvivl om, hvorvidt det skulle lykkes Hafnia2 at samle de fornødne spillere. Afbud fra den rutinerede (læs: gamle) keeper, Lars Meyer, udgjorde en alvorlige hovedpine, men heldigvis meldte Hafnia3’s schweiziske elitesoldat, Alex Salowski, sig under fanerne som erstatning i buret.

Lørdag morgen kl. 08.05 drog truppen så afsted i jagten på revanche for det forsmædelige hjemmebanenederlag i december, hvor man blev ydmyget 1-3 i egen hule af nogle få “vikinger”. Flere profiler havde desværre meldt afbud, så foruden trænerteamet (Trier & Kirk) mødte kaptajn Peter Jensen, Jeppe Trier Møller, Boje Ehmsen og førnævnte Salowski op på Hovedbanegårdens spor 7, mens Kristian Søger stødte til truppen på stationen i lufthavnen. Holdets “enforcer” og førende på bisselisten, Simon Valentin, tog en flyver til ferieøen i vanlig overskudsagtig stil. Hermed undgik han den gyngetur, som resten af holdet måtte udholde fra Ystad til Rønne. Alle undgik dog søsyge – i første omgang!

Kampen begyndte kort før kl. 14 med TV2 Bornholm tilstede. Ikke just noget man er vant til i 2. division øst – eller i den danske floorball-verden i det hele taget! Udeholdet fik en lidt usikker start, og Viking fik en åben chance med ganske få sekunder spillet. Herefter kom der dog ro på spillet, og Hafnia fik langsomt men sikkert overtaget. Efter små 6 minutter udmyntede dette sig i kampens første mål: Boje afsluttede fladt fra venstre side, men skuddet blev reddet. Målmanden havde dog ingen idé om, at han sad på bolden, så da han løftede bagdelen, kunne den altid opportunistiske – og hjemvendte fortabte søn – Jeppe Trier Møller nemt score det vigtige føringsmål.

Udeholdet kunne og burde have ført større efter 1. periode. Kontra-taktikken virkede til perfektion, og årets mål burde have været en realitet mod periodens afslutning, hvor 2-3 førstegangsafleveringer førte til en 3 mod 2 situation. Jeppe, der modtog bolden i højre side, afleverede hurtigt på tværs af banen til en fri coach Trier, som kunne have skudt, men i stedet på vanlig uselvisk vis sendte bolden retur til højresiden, hvor Kirk kom stormende bagfra i helt fri position bag Jeppe, som backen havde fokus på. Kirk burde naturligvis have scoret i praktisk talt åbent mål, men bolden sad i stedet i sidenettet.

2. periode startede skidt for udeholdet. Kun ét minut var passeret, da Vikings eneste reelle skudtrussel fik alt for meget plads i midtzonen, hvilket han udnyttede til at sende en kanonkugle ind bag Salowski – 1-1 stik imod spil og chancer! Hafnia skulle dog hurtigt få genskabt forspringet. Kirk tog et rush i venstresiden, men afsluttede forbi kassen, og bolden gik i hjørnet. Ene mand besluttede coach Trier sig for at lægge pres på de to Viking-backer, og det gav pote. Trier tog fusen på dem begge, drejede skarpt ind foran kassen, hvor en overrasket målmand kun kunne se til, at bolden havnede i netmaskerne. En fornem solopræstation! Kort efter føringsmålet kom Hafnia i undertal efter noget så sjældent som en udvisning til mr. fairplay himself, Peter Jensen. Undertal er dog ikke nødvendigvis en ulempe, når man har folk som Jeppe og Boje på holdet, og det blev i særdeleshed bevist i de følgende 2 minutter. Først scorede Jeppe en kontroversiel kasse, hvor bornholmerne – helt korrekt – appellerede for, at Jeppe havde brugt hånden til at skaffe sig den friløber, han scorede på. Om det var forsætlig “hands” henstår i det uvisse, men scoringen afstedkom i hvert fald en smule tumult, og dommeren kunne måske have delt røde kort ud til både den viking, der skubbede Jeppe efter scoringen, samt til Kirk, der skubbede vikingen umiddelbart efter, denne skubbede Jeppe. Scoringen blev dog anerkendt, og der skulle snart blive mulighed for endnu et “shorthanded goal”. Denne gang var det Bojes tur til at få en friløber, men en Viking-back trak i nødbremsen, og et straffeslag blev konsekvensen. Desværre faldt keeperen ikke for coach Triers trick – fortsat 1-3. Mod slutningen af perioden var den brandvarme Boje atter på spil. Efter et “trademark” sololøb op langs venstre bande, satte Boje sin afslutning helt oppe i modsatte målhjørne. Selv en modspiller anerkendte den flotte scoring. Jubelscenen var et kapitel for sig. Man har set sportsfolk afgøre store finaler, som jublede mindre end Boje! Desværre reducerede Viking til 2-4 ganske kort efter, og kampen levede stadig.

Hafnia måtte starte 3. periode i undertal, efter Valentin havde delt klø ud ved banden. Situationen blev dog klaret fornemt af de udvalgte 4. Desværre reducerede Viking yderligere til 3-4 kort efter, at Hafnia var blevet fuldtallige. Herefter kunne man frygte, at “legio segunda” på ny ville smide det hele væk i slutperioden, således som det efterhånden er sket adskillige gange denne sæson. Ved denne lejlighed rystede ingen imidlertid på hånden. Kampens spiller, Boje Ehmsen, tog sagen i egen hånd og præsterede næsten en tro kopi af sin første flotte scoring – med en tilsvarende jubelscene! På dette tidspunkt havde TV2 Bornholm tilsyneladende lugtet lunten, og TV-holdet forsvandt fra hallen. Og det blev da også kun værre for bornholmerne. Først kunne Peter Jensen åbne sin målkonto for sæsonen, hvorefter kaptajnen assisterede på Jeppes 3 scoring, hvorved løftet om hattrick, som Jeppe efterhånden har aflagt 3 kampe i træk, endelig blev indfriet! 3-7 og kampen var punkteret. Boje ville imidlertid ikke stå tilbage for Jeppe, og fighteren fik sit hattrick med godt 6 minutter tilbage af opgøret. I kampens slutfase kunne den skarpe “prettyboy” Jeppe så score sit 4. mål mod et forsvar, der tydeligvis havde opgivet.

Slutfacit blev hermed 3-9, og det er langt fra hverdagskost med 9 scoringer for Hafnia2. Vikings målmand lavede som sådan ingen graverende fejl, og de mange mål må derfor først og fremmest krediteres Jeppe og Bojes skarphed på dagen. D’herrer stod for 7 af 9 mål – imponerende! Samtidig fungerede defensiven upåklageligt. Samarbejdet mellem den på kassen vikarierende Salowski og backerne Valentin, Søger og Kirk fungerede til UG! Især Salowski må fremhæves.

Humøret var selvsagt højt på turen hjem, og det var bølgegangen også! Elitesoldaten Salowski bukkede hurtigt under for den stærkt vippende færge og fik ikke meget ud af ad libitum buffeten, og for Kirk var den sidste time af sejlturen en umenneskelig prøvelse, hvor oksestegen med brun sovs kæmpede for at holde sig i mavesækken. En lang dags prøvelser sluttede kl. 20.59, da toget nåede Hovedbanegården. Det havde været en stor dag for Hafnias næstbedste mandskab…

IK Viking Rønne Floorball – Hafnia2 3-9 (0-1, 2-3, 1-5)
1. 05:54 0-1 Jeppe Trier Møller (uass.)
1. 09:54 U2 Viking Rønne

2. 01:01 1-1
2. 02:45 1-2 Martin Trier (uass.)
2. 05:47 U2 Peter Jensen, Hafnia
2. 06:43 1-3 Jeppe Trier Møller (uass.)
2. 07:38 Misbrugt straffeslag Martin Trier, Hafnia
2. 07:38 U2 Viking Rønne
2. 16:59 1-4 Boje Ehmsen (uass.)
2. 17:50 2-4
2. 19:47 U2 Simon Valentin, Hafnia

3. 02:20 3-4
3. 04:49 3-5 Boje Ehmsen (uass.)
3. 08:11 3-6 Peter Jensen (uass.)
3. 09:24 3-7 Jeppe Trier Møller (ass. Peter Jensen)
3. 09:24 Timeout, Viking Rønne
3. 10:57 U2 Kristian S. Nielsen, Hafnia
3. 13:44 3-8 Boje Ehmsen (ass. Kristian Kirk)
3. 18:45 3-9 Jeppe Trier Møller (uass.)
3. 18:45 U2 Viking Rønne

MAN OF THE MATCH (MOM):
Boje Ehmsen

INDSLAG FRA TV2 BORNHOLM:
http://www.tv2bornholm.dk/moduler/nyheder/showregvideo.asp?dato=05-02-2011&videoid=11901

STILLING:
http://infos9.infosport.dk/cgi-bin/MMS.dafu/stilling.hms?pu=P000955&fb=DaFU&ak=&rk=2%2E+division+%2D+Herrer&k=Herrer&fbnavn=Dansk Floorball Union&msc=dafu.hms

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning