På papiret er Vallensbæk en overkommelig modstander, men for Hafnia er der bare den udfordring, at det er de aldrig!

Måske er det fordi vi i Hafnia ikke er vant til favoritrollen, at vi ikke trives med den, i hvert fald er vi aldrig helt klar når vi spiller mod Vallensbæk og kampene bliver altid svære, tætte og ikke særligt velspillede.

Onsdag d 3/9 kom Vallensbæk sådan set med præcist det de plejer, 6 markspillere i topform, en god og bevægelig keeper, masser af vilje fra start til slut og så et utælleligt antal lange afleveringer ind til spilleren på stregen. Der var absolut intet nyt eller overraskende i det, alligevel skulle der et langt og sejt træk til før Hafnia med 30 sekunder tilbage af den forlængede spilletid sikrede sig en snæver sejr.

I Hafnia er der tradition for en solid defensiv, en god kontra og masser af fight, men med mange fremadrettede spillere og trænere med nye og andre idéer, er der masser af fokus på opspil og angrebskombinationer til træning. Måske var det af samme årsag defensiven det, især i første periode, kneb med at få på plads. Der manglede bevægelse og sammenhængskraft og Vallensbæk fik blod på tanden og var også heldige. Fra træneren var der tydelige justeringer og budskaber i omklædningen efter første periode. I anden periode blev tempoet sat i vejret og spillet blev mere flydende, der blev fightet og arbejdet for hinanden. Alligevel stod det 2-0 inden 3. periode.

Det viste sig at træneren til 3. periode havde lagt en dristig plan og gik ”all-in” med brug af bare 7 spillere, der med virkelig flot fight, masser af fine afslutninger, ansvar og ikke mindst gode mål fra Amanda og den-for-Hafnia-debuterende Frandsen sikrede 2-2 i ordinær spilletid.

I den forlængede spilletid pressede Hafnia massivt, og Vallensbæk levede for de hurtige kontraer. Det var nervepirrende 9 min. og 30 sekunder før Soffan fik bolden fra en Vallensbækspiller og med møje og besvær lavede en forløsende havelåge efterfulgt af lettelsens jubelscener fra hele holdet.