Dame 1: Sæsonpræmiere for ligadamerne

Michael Møller -

Sæsonpræmieren for Hafnias damer mod oprykkerne fra Jægerspris Underducks blev lige så spændende og intens som forventet. Faktisk endda nok lidt mere spændende og jævnbyrdig end mange havde forventet. Kampen endte 1-2 – egentlig et godkendt resultat for Hafnias ligadamer. Skuffelsen umiddelbart efter kampen var dog stor hos Hafniaspillerne, da der helt ind til det 16. minut i tredje periode stod 1-1 på måltavlen, og en overraskelse lå og lurede.

Der var dansk ligadebut til 3 spillere; Ida Berglund, Sofie Persson og Amanda Omgren. Derudover var det første kamp for det nye trænerteam med cheftræner Liv Nøhr og assisterende træner Stine Hansen. Holdet var desværre ramt at en del afbud og skader, men det var alligevel lykkedes at stille med 2 kæder og Mille på mål.

Hafnia fik en rigtig god start og havde allerede i første skift en god mulig for at lave kampens første afslutning, da Rikke med en sikker pasning op i midten finder en fri Malene, der dog symptomatisk for kampen vælger at sende bolden ud på kanten i stedet for bare at vende rundt og afslutte på mål. Men angrebet blev et varsel om, at Hafnia bestemt havde tænkt sig at spille en hovedrolle i kampen, og ikke bare lade ænderne tage styringen. Begge hold fik tid og plads til at bygge op og etablere sig angrebsmæssigt, og det betød spil og enkelte afslutninger i begge ender. Desværre havde Jægerspris mest held med deres afslutninger, og midt i første periode scorede Jægerspris på et skud udefra, som delvist blev blokeret af Amandas stav, men ikke nok til at få bolden styret uden om målet. Til gengæld snød den både Mille og forsvaret i øvrigt.

Med bare 15 sekunder igen af første periode fik Hafnia fortjent udlignet. Malene som stod placeret bag mål spottede mellem fjender og venner en fri Amanda, og mens Liv fra bænken råbte ”15 sekunder igen” sendte hun bolden op i banen til Amanda, som resolut valgte at sende den op i fjerneste hjørne af målet med et giftigt slagskud. Keeperen fra Jægerspris konstaterede efterfølgende tørt ”Jeg så den godt, men…”.

I anden periode var der stadig god gejst på begge hold, og kampen bølgede frem og tilbage med en lille overvægt i spil og chancer til Jægerspris. Mille, som stod en fantomkamp, pillede dog nemt og ubesværet Jægerspris’ skud ned, og havde stor andel i at anden periode også endte 1-1.

Tredje periode begyndte nervøst og usikkert for Hafnia. Jægerspris havde fået overtaget, og det blev kun til meget få chancer og afslutninger for Hafnia. Til gengæld var der nok at lave i forsvaret, som arbejdede forbilledligt og sørgede for, at Jægerspris måtte arbejde meget hårdt for at komme til chancer foran mål. Det lykkedes dog i de døende minutter for dem, med en lidt tilfældig og heldig bold, igen at komme på måltavlen og kampen endte derfor 1-2 til Jægerspris.

Der ventede store mentale klap på skulderen og rosende ord fra trænerteamet i den efterfølgende opsamling i omklædningsrummet. Det kunne dog ikke fjerne skuffelsen og følelsen af at have været virkelig tæt på at levere sæsonens første overraskelse…

Ref: Malene

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning