Spillerudvalget blev oprettet i februar 2013 med formål at finde nye trænere til dameafdelingen. Trænere hænger jo ikke ligefrem på træerne, og vi vidste at det ville blive svært at finde nogle.
På D1 var en aftale så godt som i hus med en træner. Desværre forhindrede hans arbejde samarbejdet mellem ham og Hafnia FC. Det har vi selvfølgelig stor forståelse for, selvom vi jo også er meget ærgerlige over at det ikke kunne lade sig gøre. Vi har dog stor tiltro til at heldet igen vender – det er jo trods alt på Amager vi bor!
Der er altid plads til flere spillere på D1 – har du tidligere spillet floorball eller bare lyst til at prøve at vinde en plads i D1-truppen, så kontakt endelig bestyrelsen eller en spiller på holdet (indtil holdledere for næste sæson er udpeget). Der er åben træning i hele august måned.
Truppen bliver i år yderligere forstærket, da vi får hele to svenskere i klubben: Amanda Omgren fra IBK Dalen og Sofie Persson (transferiværksættelse undervejs). Også det er vi meget glade for og stolte over!
Desværre mister vi også flere af vores faste spillere til hjembyer, babyer, skader mm. Al det bedste til dem fremover, og vi håber selvfølgelig at de stadig følger os på sidelinjen.
Hvad sker der på D2?
På D2 sker der også en trænerrokade. Da damesiden er tæt forankret i Hafnia har vi ikke på samme måde søgt efter en ny træner uden for klubben. Derfor faldt det bestyrelsen helt naturligt at takke mange gange ja, tak, da Rikke Qvistgaard (D1) og Marc Glentvor (H2) tilbød deres tid og kræfter som D2-trænere. Det bliver et opdelt trænersamarbejde for duoen, hvor de skiftevis har ansvar for træninger og kampe. Begge glæder sig til at kaste sig ud i den rolle som træner og skal begge ved lejlighed på trænerkursus for at få lidt mere erfaring og teoretisk viden. Marc har som ungdomstræner sammen med Alex Salowski (H2) og Rasmus Groth (H2) allerede fået tilegnet sig meget viden om trænergerningen, hvilket sagtens kan overføres til D2. Rikke har som fast element i D1-truppen allerede et stort kendskab til damefloorball og kan hente inspiration herfra i sine træninger. Samtidig, med sit kendskab til D2-holdet, har hun en stor betydning socialt, hvilket også er af stor værdi på et hold som D2. Læs mere om Rikke i et ‘Lidt tættere på…’ interview.
Begge D2-trænere er samtidig bestyrelsesmedlemmer, dette ser vi i bestyrelsen dog ikke som noget problem, nærmere omvendt – så D2 kan glæde sig til en sæson, hvor de uden tvivl vil blive taget godt hånd om og sikret god forankring til bestyrelsens arbejde.
Alt i alt ser vi på damefronten frem til en ny og spændende sæson! Der er i Ligaen lagt op til en omgang “ryst posen”, hvilket bliver spændende for D1 at se, hvor langt det fører os! D2 skal igen finde fodfæste i 1. divisionen og forhåbentlig finde flere nye faste spillere til holdet.
Kom til Hafnia Floorball Club – her ER floorball sjovest!