Hafnia var sidst i aktion den 1. december mod et håbløst Benløse-mandskab, og træningsmæssigt har Sundbyhallen ikke lagt gulv til en træning siden ugen før jul – og det kunne ses i søndagens opgør mod Stevns!
Godt nok var Hafnia dominerende og boldbesiddende kampen igennem, men tempoet i spillet og i benene var milevidt fra efterårets niveau. Det fik heldigvis ingen betydning denne søndag – til det havde Stevns simpelthen ikke nok at byde på.
Selv med en dommerpræstation, hvor alt gik gæsternes vej, kunne der ikke skabes spænding, men det var tæt på i 2. periode. Terkelsen var to gange udsat for kendelser af en anden verden. Første gang fik han rettet et skud af ud over sidebanden. Dommerne pegede hver sin retning, og det afstedkom, at “overdommer” Juul fra Stevns blot tog bolden og satte spillet i gang med en lang pasning frem ad banen, der gav scoring til en fiskende Stevns-spiller. Et tydeligt nervøst dommerpar anede simpelthen ikke, hvad de skulle gøre, og så kunne Danmarks måske bedste dommer jo passende forklare dem, at der var mål.
Det er ikke nogen kritik af Juul, som ikke gjorde noget forkert, men som novicedommer er man nødt til at se bort fra, at en bedre dommer deltager i kampen og kommenterer kendelserne. Det kunne dagens dommere så afgjort ikke. Dette blev tydeligst illustreret i situationen omkring Petzkes udvisning i 3. periode. Udvisningen var faktisk god nok, idet Petzke tog bolden med ved hjælp af hånden. Problemet er bare, at dommerne ikke så episoden og først fløjtede, da Juul gjorde dem opmærksom på, at der var begået en forseelse. Hvordan kan Hafnia så vide, at dommerne ikke så forseelsen? Jo, fordi den tililende dommer markerede for en helt anden forseelse end spil med hånden.
Det er sjældent god stil at bruge et kampreferat på at kritisere dommerpræstationen, men omvendt er det lettere at gøre, når man har vundet uden den store dramatik. Lidt drama kom der dog alligevel i slutfasen – igen på foranledning af dommerne. Med Stevns-målmanden trukket, fik Hafnia et frislag en meter eller to inde på udeholdets banehalvdel. I en sådan situation ønsker man i sagens natur at få afsluttet, inden målmanden kommer på plads igen. Dommeren var da også hurtig til at markere, hvor frislaget skulle tages fra. Problemet var bare, at han nærmest stod og pegede på sine egne fødder. På den baggrund flyttede Terkelsen bolden 50 cm for at kunne komme til at skyde på mål, hvilket manden gjorde og scorede, hvorefter dommerne fløjtede og fortsat stod og pegede på sine fødder i en nærmest komisk påståelig positur, der indicerede, at frislaget altså skulle tages præcis derfra, hvor han pegede.
Vi slutter af med lidt sportsligt for god ordens skyld: Jeppe nappede endnu et hattrick og rundede dermed 200 mål for holdet. En fantastisk præstation fra en endnu mere fantastisk spiller, der altid er en torn i øjet på modstanderne uanset niveau. Point nr. 300 bliver rundet næste gang, han har andel i en scoring.
Kampens spiller bliver imidlertid sølvræven, Fabrizio “Werdelin” Ravanelli, der kronede en fin indsats med den afgørende scoring til 3-2 (se foto).
Hafnia – Stevns 6-3 (2-0, 1-2, 3-1)
1. 10:10 1-0 Jeppe V. Trier (ass. Mads Mortensen)
1. 10:31 2-0 Anders Terkelsen (ass. Michael Werdelin)
2. 05:34 2-1 Allan Sunke (ass. Jesper Juul)
2. 09:56 2-2 Jesper Juul (ass. Allan Sunke)
2. 14:06 3-2 Michael Werdelin (ass. Jannick N. Strikert)
3. 00:39 4-2 Mads Mortensen (uass.)
3. 03:21 5-2 Jeppe V. Trier (ass. Ulrik Lejre Larsen)
3. 03:29 5-3 Thomas Ravn (ass. Anders Grimm)
3. 05:19 U2 Niklas Petzke, Hafnia
3. 18:14 Timeout, Stevns
3. 19:05 U2 Anders Terkelsen, Hafnia
3. 19:32 6-3 Jeppe V. Trier (uass.) SH
MOM: Michael Werdelin
OPDATERET STATISTIK: http://hafniafloorball.dk/herre/herre-1/herre-1-pointliste-201314-2/