H1: Vigtig sejr over Herlev giver Hafnia 1. pladsen til låns

Kirk -

Lørdag eftermiddag rejste Hafnia sig efter nederlaget til førerholdet Helsingør ved at besejre rækkens nr. 2, Herlev, med 6-3. Selvom Hafnia aldrig for alvor fik spillet til at flyde, var det nok mod et overraskende tamt Herlev-mandskab.

Hafnia startede det vigtige opgør som lyn og torden og satte straks de gule fra Herlev under pres. Det var derfor helt i overensstemmelse med spillets gang, da topscorer Jeppe efter 6 minutter – med sit sæsonmål nr. 30 – bragte Hafnia foran på oplæg fra Nørhave, der var blevet sin skade kvit. Føringen holdt dog ikke længe, eftersom Herlev udnyttede et frislag til at udligne, og Hafnia må efterhånden erkende, at man giver langt flere mål væk på frislag, end man selv scorer. Hjemmeholdet fortsatte dominansen, og på ny var det 1. kæden, der åbnede Herlevs forsvar med Jeppe som målscorer til 2-1. Denne stilling holdt perioden ud.

Ligesom i den indledende periode kom Hafnia stærkt ud til 2. periode. Indenfor det første minut blev der skabt 2-3 gode chancer, og det virkede derfor nærmest uundgåeligt, da Nørhave udbyggede føringen til 3-1 på Ellebæks oplæg. Herefter var det tid til et debutantmål. Hafnia har netop hentet Thomas Hvims og Rasmus Enevoldsen i Rødovre, og selvom de nye fik begrænset spilletid i 3. kæden, var det nok til at imponere. Målet til 4-1 var således et rent “Rødovre-mål”, idet Rasmus førte bolden frem i banen og fandt Thomas, der tog et kort træk ind over midten og sendte bolden sikkert i nettet. Hafnia fik straks mulighed for at udbygge føringen i overtal – både 5 vs. 4 og 5 vs. 3. Hafnias powerplay fandt dog aldrig rigtig melodien denne lørdag, og Herlev overlevede. I tiden umiddelbart efter udvisningerne udspandt kampens mest kontroversielle minutter sig. Kaptajn Jensen scorede tæt under mål, men bolden ramte bagstopperen og hoppede ud igen. På forunderlig vis så ingen af dommerne bolden inde, og spillet fik lov at fortsætte foran måbende Hafnia-spillere. Det var derfor lidt af en våd klud, da Herlev reducerede kort efter. I stedet for 5-1 stod kampen nu 4-2. Situationen blev for meget for Philippe, der i frustration kastede sin stav ud over banden. Hermed fik Herlev straks muligheden for i overtal at reducere yderligere. Hafnias dygtige undertalsenhed forhindrede imidlertid ulykken, der kunne have åbnet kampen fuldstændig på ny.

3. periodes start var skåret over samme læst som de foregående, og igen gav Hafnias lynstart bonus. Fra sin position bag målet fandt Nørhave Ellebæk i slottet, og så viste måltavlen 5-2. Enhver spænding om udfaldet blev elimineret med 7 minutter tilbage af opgøret, da Jannick erobrede bolden fra en Herlev-back, løb bagom mål og fandt Mads i fri position, og hr. Mortensen svigtede ikke. Hafnia gav et trøstemål væk i kampens sidste minut, men en sikker sejr var en realitet.

Kampens bedste præstation stod Herlevs keeper Claes Olsen utvivlsomt for med sine mange pragtredninger, der især efterlod Jeppe en lille smule frustreret. Æren som Hafnias bedste på dagen tilfaldt Kirk, der vandt alle nærkampe og ikke var på banen under en eneste Herlev-scoring.

Hermed er Hafnia kortvarigt tilbage på 1. pladsen, idet der næppe kan herske tvivl om, at Helsingør søndag eftermiddag besejrer bundholdet Lyngby og genindtager sin fortjente dukseplads.

Næste opgave for Hafnia bliver opgøret fredag aften i Rungsted, hvor der helst skal 3 point yderligere på kontoen i bestræbelserne på at holde det tæt i toppen af 1. division.

Hafnia FC – Herlev FC 6-3 (2-1, 2-1, 2-1)
1. 06:07 1-0 Jeppe V. Trier (Kristian Nørhave)
1. 08:57 1-1 Morten Ketelsen (Mikael Juhl-Hansen)
1. 13:57 2-1 Jeppe V. Trier (Kristian Nørhave)

2. 01:07 3-1 Kristian Nørhave (Nicholai Ellebæk)
2. 05:48 4-1 Thomas Hvims (Rasmus Enevoldsen)
2. 06:04 U2 Mark Juul Hansen, Herlev
2. 07:46 U2 Mikael Juhl-Hansen, Herlev
2. 11:59 4-2 Frederik Andersen (Morten Ketelsen)
2. 11:59 U2 Philippe Nielsen, Hafnia
2. 18:08 U2 Morten Ketelsen, Herlev

3. 01:58 5-2 Nicholai Ellebæk (Kristian Nørhave)
3. 13:04 6-2 Mads Mortensen (Jannick N. Strikert)
3. 14:22 U2 Jannick Mortensen, Herlev
3. 15:53 U2 Jeppe V. Trier, Hafnia
3. 19:24 6-3 Rasmus Ørsted Petersen (uass.)

MOM:
Kristian Kirk

OPDATERET STATISTIK: http://hafniafloorball.dk/herre/herre-1/herre-1-pointliste-201314-2/

Sæsonstart

Første træning er tirsdag d. 13. august 2024 i Sundby Hallen – Hal 3.

Vi glæder os til at se jer.

Træningstider for sæsonen 24/25:

Tirsdag:

18.00-19.30: Damer (Starter op d. 3. september)
19.30-21.00: Herre 2
21.00-23.00: Herre 1

Torsdag:

17.00-18.30: U11 & Øvrig Ungdom
18.30-20.00: Fælles Seniortræning